Jeg bliver forfulgt af et dansk punk band der hedder "Dansk Fløde".

Eller dvs. først fik jeg sidst år foræret en lighter hvorpå der stod "Dansk Fløde" af en fyr jeg mødte på Gefährlich. Jeg fik fyrens nr men kom til at smide det væk. Senere mødte jeg ham heldigvis igen og fik igen hans nr (trods en tvivlsom forklaring på, hvordan jeg kunne have mistet et telefon nr).

Jeg syntes, det der navn "Dansk Fløde" var ualmindelige mærkeligt men også lidt coolt og sjovt især til et punkband.

For kort tid siden opdagede jeg på Apparatet, at de skulle have besøg af Dansk Fløde, men jeg tror nu ikke, at jeg selv fik lejlighed til at høre dem.

I går mødtes vi med nogle af Mettes tidligere kollegaer på Florida her i Tokyo, og ved gud om de ikke dagen før har været til koncert med Dansk Fløde! Da vi senere står på en restaurant og er fædige med at spise, falder vi i snak med nogle mennesker, og det viser sig, at det simpelthen ER selveste Dansk Fløde.

Nu har jeg så deres kort med adresse, web adresse (www.danskfloede.dk), MySpace adresse (www.myspace.com/danishcream) og alting, så jeg altid kan komme i kontakt med dem, hvis jeg skulle få lyst.

Det ser ud til, at vores bønner fra i torsdags er blevet hørt (eller nogle af dem i det mindste). I hvert fald er Irma hønen (og hele hønen) igen begyndt at lægge æg ved Sortedamsdosseringen.

Og søreme om det store hul i vejen på hjørnet af Ågade og HC Ørstedsvej ikke også er blevet fyldt til med asfalt, så man ikke længere er ved at totaltskade sin søsters konfirmationscykel når man krydser gaden.

Faktisk er også træpladen på cykelstien på Frederiksborggade fjernet og efter flere måneder blevet erstattet af helt almindelig asfalt.

Så mangler vi vist bare urene.

Jeg var godt klar over, at der fandtes frankofile og italienofile af den slags som hele tiden rejser til Frankrig eller Italien og som går på aftenskole for at lære at sige "Kan jeg få et bord i nærheden af dansegulvet?" og "Jeg foretrækker at køre i bil i bjergene" eller andre virkelig nyttige ting på fransk eller italiensk.

Men faktisk kom det lidt bag på mig, at der åbenbart også findes danskomaner som er helt tossede med at tage på ferie til Løkken og elsker smørrebrød og som ligefrem går på aftenskole for at lære dansk. At man kan synes, at sådan noget er spændende og eksotisk kan godt undre mig lidt, men på den anden side bliver jeg også lidt glad over det.

Der er tømmermænd og så er der tømmermænd!

Der er den slags, hvor man ligger på sofaen og spiser chips og drikker cola og ser dårlige tv-serier og har lidt ondt af sig selv, hvorefter man spiser lidt junk food, lidt slik og ser endnu flere dårlige tv-serier og har lidt mere ond af sig selv.

Og så er der den slags jeg har haft i dag: Jeg har ikke spist en eneste chip, ikke drukket en dråbe cola, ikke set så meget som et minut tv-serie og ikke spist en krumme junk food. Jeg har bare ligget i min seng og forsøgt ikke at bevæge en muskel, så jeg pludselig ville skulle spæne verdensrekord-agtigt hurtigt ud på toilettet og tømme maven. Jeg har haft så rasende ondt i knolden, at man ikke kan forstå det, men jeg turde ikke spise hovedpinepiller af frygt for at kaste op (fordi hovedpinepiller på tom mave er meget skidt, og jeg havde det for dårligt til at kunne spise noget) 

Heldigvis er det meget sjældent jeg har det så skidt og det kommet med sikkerhed til at være rigtig længe før det kommer til at ske igen, da jeg altså ikke skal drikke nogensomhelst alkohol rigtig længe.

Det er muligt, at jeg har en usundt udbredt viden om nordisk mytologi (et emne jeg til enhver tid ville vælge, hvis jeg nogen sinde skulle vælge en eller anden kategori i en form for quiz), men jeg overraskes ind i mellem over, hvor lidt mange mennesker kender til emnet som jo trods alt spiller en vis rolle i vores historie og vores kultur.

Feks. hørte jeg lige om en virksomhed, hvor alle mødelokaler skulle opkaldes efter nordiske guder og i skyndingen var et lokale blevet opkaldt efter Hel. Hvad helvede (!) tænkte jeg, er de slet ikke klar over, at Hel er det, der senere blev kaldt Helvede?! Eller at Hel er vogter af dødsriget og halv levende, halvt lig?

Umiddelbart ville jeg mene, at det muligvis kunne sende et lidt forkert signal og give nogle lidt uheldige associationer om lige præcis dét mødelokale. Jeg ville da i hvert fald aldrig vælge det mødelokale, men jeg er måske også en helt særlig nordisk mytologi-nørd.

Sig mig engang! Kan det virkelig være rigtigt, at man nu kun kan se hovedet af Irma hønen der lægger æg ved Sortedamssøen? (eller måske nærmere lagde æg) Hvorfor har ingen reageret på, at resten af den stakkels høne er fordampet?

Og undskyld mig, men det er da for dårligt, at næsten hver anden flise på Købmagergade er gået i stykker, så man dårligt kan cykle - for slet ikke at tale om at gå i højhælede sko - uden at vælte.

Og hvad sker der lige med alt det skrald der ligger og flyder alle vegne? Det er vel ikke fordi nogen synes, at det pynter i gadebilledet.

På det seneste virker det også som om alle urmagere er gået i strejke og nægter at få urene i det offentlige rum til at gå igen. Skal det nu være smart?

I en tid og i et land, hvor der nærmest ikke tales om andet end højkonjunktur og friværdi og overflod er det da mærkeligt, at landets hovedstad skal ligne et væltet lokum (pardon my fench) eller en slumby i en stakkels bananstat.

Hvad sker der? Har københavnerne glemt, hvordan man smider affald i skraldespande? Har politikerne sænket standarderne for, hvornår noget er pænt og velholdt? Har alle borgere bare glemt, at ting altså skal holdes ved lige? Er folk bare pisligeglade med, hvordan byen ser ud?

...til morgenradio.

Da der er noget kuk med min iPod og iTunes for tiden har jeg været nødsaget til at høre radio på vej til arbejde om morgenen (gud forbyde, at man skal cykle afsted og kun lytte til trafiklarm og fuglekvidder og folk der synger på cykelstien osv osv). Jeg ved af erfaring, at jeg ikke tåler de mere kommercielle stationer så godt så tidligt om morgenen, så jeg har lyttet til P3.

Men jeg kan næsten ikke holde radioværterne ud. Det er ikke fordi de er overfriske (og generer mig som kollegaer gør til fredagsmorgenmad). De er bare for tåbelige og useriøse. Hvem har nu bestemt, at morgenradio skal være henvendt til folk der har en IQ på max. 50? Og hvornår er det lige blevet morsomt at gøre nar af helt almindelige mennesker? (Bare fordi man bliver betalt for at sidde og knevre i radioen betyder det altså hverken at man er særlig snu eller at man er noget overmenneske)

Hrmff!

Jeg er dog godt klar over, at det nok er mig der er vokset fra P3 og at jeg burde skifte til P1. Lidt som dengang jeg indså, at jeg nok var blevet for gammel til rottehaler eller fletninger (et vink med en vognstang var da jeg som 25-årig med håret opsat i "frikadeller" fik en børnebillet i bussen og egentlig ikke syntes, det var særlig sjovt)

For nogle år siden var jeg hende der var rigtig god at tale med. Jeg havde let ved at skabe tillid, så folk betroede sig til mig, og jeg stillede de rigtige, empatiske, terapi-agtige spørgsmål. Således fik jeg mange ting at vide, og det var i og for sig OK for en der er så nysgerrig som mig.

På et tidspunkt gik det dog op for mig, at jeg et par gange havde været ude for at lægge ører til nogle forfærdeligt sørgelige historier fra folk jeg kun kendte perifært og om forældre og kærester der slet ikke vedkom mig.

Der var måske en snert af en slags faglig stolthed over, at folk ville betro sig til mig, men mest af alt havde jeg egentlig en følelse af, at de sørgelige historier bare var blevet tørret af på mig, når folk havde lettet deres hjerter. Og fordi historierne egentlig ikke vedkom mig, kunne jeg jo heller ikke gøre noget ved dem eller handle, hvilket også var frustrerende.

Så jeg besluttede mig for at skrue ned for empatien.

I starten var det en smule vanskeligt, for dem der gerne vil fortælle sørgelige historier er tit gode til at lægge teasere ud, som man næsten ikke kan lade være med at spørge lidt ind til (og så sidder man i saksen da man jo ikke lige kan skride når folk sidder med tårer i øjnene), hvis man er et nysgerrigt menneske. Men det måtte jeg så lære.

Jeg tror, at jeg gør det automatisk nu; jeg spørger ikke ind til sørgelige historier, jeg taler udenom hvis den slags kommer op og jeg fjoller og pjatter. Det fungerer fremragende og jeg har aldrig følelsen af at sørgelige, uvedkommende historier er blevet tørret af på mig.

(Nu betyder det her jo altså ikke, at jeg ikke gider at høre på de problemer familie og venner evt kunne have, men det er lissom noget andet: Det er mennesker jeg kender og holder af)

Ja, det sker faktisk ind i mellem, at jeg gør et uudsletteligt indtryk på andre mennesker - og til tider er det faktisk indtryk af den positive slags.

Desværre gjorde jeg det sidste uudslettelige, positive indtryk en aften, hvor jeg ikke helt var appelsinfri (for at sige det mildt). Så jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad det var jeg sagde og gjorde, der var så godt. Og det kunne jo måske godt være en fordel at vide, hvad ens stærke sider er. Bare sår'n generelt.

Man skulle mene, at noget af det essentielle i en kalender er datoerne og dagene og at kombinere dem på den rigtige måde. Det burde heller ikke ligefrem være rocket science at få konstrueret et kalender, så der er en lørdag i hver uge og kun én onsdag.

Men sådan er det åbenbart ikke for WulffMorgenthaler. Min kollega har en WulffMorgenthaler bordkalender, og da han i dag opdagede, at lørdag igen var sprunget over (sidste gang blev der kompenseret med to onsdage i den efterfølgende uge) blev han en anelse agiteret.

Det viste sig dog, at det ikke var en konspiration alene mod min kollega:

(fra www.wulffmorgenthaler.com) For all you who has bought our - at that time - amazing Day-To-Day Calendar 2007, it now seems that it's not 100% flawless. There are some days in it which do not match the actual date. We have now pinpointed the reason for it, and it turns out that Anders Morgenthaler and Mikael Wulff actually were drunk, due some way too old prune-juice anno 1987, which they were served at their anual christmas-get-together-for-making-a-calendar event.

We are very very sorry!

If you feel that every day counts, you are more than welcome to return the Calendar, and we'll make sure that you'll receive a new one (with the correct dates)

Mundaflæsning er en ting man håber, at kun de færreste behersker når man lige er kommet til at udbryde til sin veninde: Der er ham der lugter lidt af prut!

Og man håber i høj grad at der ikke er tale om kombinationen af mundaflæsningskompetencer og konfrontationslyst, så man skal ud i nogle bortforklaringer omkring at Nej, nej, jeg sagde: der er ham der flugter lidt med en sut og i øvrig sagde jeg det slet ikke om dig (selvom det var dig jeg kiggede på, da jeg udbrød det) men om ham ovre i hjørnet.

Nå, ja. Man kan ikke vinde hver gang.

Excusez-moi men er jeg den eneste der synes, at La Capitán (den onde stedfader) fra Pans labyrint minder utroligt meget om General Alcazar fra Tin Tin?

Jeg syntes faktisk det var lidt distraherende.

I princippet synes jeg, at det her med fredagsmorgenmad på kontoret med sine kollegaer er en meget sympatisk ting. Hvis jeg skal være helt ærlig så fungerer det bare ikke rigtig for mig.

Problem nr. 1 er, at jeg er sulten lige når jeg står op om morgenen, og jeg har altså svært ved først at spise 1½-2 timer efter jeg er vågnet. Jeg kan vælge enten at vente de der 1½-2 timer med at få morgenmad, hvilket gør mig helt umulig eller jeg kan spise lidt morgenmad hjemmefra, hvilket gør mig tyk (fordi 2 x morgenmad altså er langt mere end hvad jeg behøver, men det ikke begrænser sulten omkring frokost)

Problem nr. 2 er, at jeg altså ikke ligefrem er A-menneske. Det betyder, at jeg faktisk som regel sidder det meste af tiden frem til frokost og er lidt smågnaven, men i en arbejdsmæssig kontext kan man faktisk skjule det ret godt. Det kan man ikke til fredagsmorgenmad, hvor man skal høre (og se på) på irriterende, overfriske kollegaer der bare skulle forholde sig i ro og begrænse talen mest muligt.

Problem nr. 3 er, at man jo ikke kan melde sig ud af morgenmadsordningen uden at komme til at fremstå som en totalt associal fjende af alt hvad der er hyggeligt.

Ind i mellem løber man jo ind i folk der ikke taler rasende hurtigt. Som faktisk taler decideret langsomt.

Under normale omstændigheder taler jeg - synes jeg selv - i et helt almindeligt tempo. Men når jeg møder mennesker der taler langsomt, så er det som om jeg pludselig begynder at tale vældig hurtigt. Jeg kan ikke helt vurdere, om det er kontrasten til den langsomme snak der gør, at jeg pludselig bemærker, at jeg faktisk taler hurtigt. Eller om jeg virkelig begynder at tale hurtigere for lissom at få den anden op i et lidt hurtigere talegear eller hvad.

Er der andre der har gjort sig lignende erfaringer eller måske ovenikøbet erfaringer med modsat fortegn, så de er begyndt at tale langsommere?

Jeg troede egentlig, at det der med VIPs og VIP fester var yt. Jeg troede, at man nu - hvis man var supercool - hang ud med sine venner på en helt autentisk bodega i nabolaget. Egentlig troede jeg, at det bare var mig der var blevet for gammel til at gide at fise rundt og være hip og smart, men så læste jeg, at de rigtig übercool var blevet for cool til VIP.

Men så læste jeg lige i Berlingeren at VIP fester er big business. Jaså.

Af ren og skær nysgerrighed går jeg så ind på et eventbureaus hjemmeside, og her kan jeg læse, at de simpelthen har en database på intet mindre end 5000 VIPs.

5 0 0 0  V I P s ! ! !

I et land med 5-6 mio. indbyggere. Bum bum...umiddelbart tænker jeg, at der blandt de 5000 VIPs må være nogle mere afdankede af slagsen. Hvis man skal femskaffe 5000 VIPs i Danmark må man da nærmest være ude i at kalde privatsekretæren til en deltager i et enkelt afsnit af Big Brother i 1998 for VIP. Eller gymnasiepigen der er veninde til lillesøsteren til hende der lavede blomsteropsatsen til VIP festen. Eller...

Hvordan holder de egentlig styr på de der VIPs? De må da være grupperet på en eller anden måde efter alder, branche, anciennitet (?) osv. så man ikke kommer til at invitere de forkerte mennesker til forkerte arrangementer. Ærgerligt, hvis man tror, at kronprinsen og Mary og Henrik Vibskov kommer til ens fest, og så er det Lis og Per og Morten Grünwald og Dario Campeotto der dukker op!

Når jeg de sidste par dage har fortalt folk, at jeg har meldt mig til et italiensk kursus, har de fleste reageret med et Høhø, italiensk for begyndere, hva? Og jeg har svaret: Nahaj! Italiensk for let øvede! (hvilket lyder mindst lige så tåbeligt) Jeg har overvejet at omdøbe kurset til Italiensk-for-blondiner-der-arbejdede-som-maskemagere-i-Italien-som-19-årige-og-som-brugte-en-ikke-uvæsentlig-del-af-tiden-på-at-gå-i-byen.

Men det var nok ikke rigtig slået an på det hold, jeg var på i aften. Det var simpelthen indbegrebet af aftenskolesprogundervisning med stakkels, italiensk dame der forsøgte at fremlokke noget der kunne ligne italiensk af 8 helt, helt blege danskere i undervisningslokale med liiige lidt for skarpt lys. Jeg vil tro, at de fleste af de andre var omkring pensionsalderen og det var fantastisk!

's lavstammede,fedladne bror med tendens til skaldethed, overbid og hår ud af næsen.

Det viser sig, at jeg nok kommer til at løbe ind i (smuk, mandlig) berømt skuespillers bror når jeg skal til Japan i april. Det sætter unægteligt forventningerne lidt i vejret bortset fra...hvis han nu var præcis lige så pæn som sin berømte bror, så var han vel også blevet skuespiller eller i det mindste berømt, men det er han ikke. Så jeg forventer at møde lavstammet, fedladen mandsling m. skavanker.  (Men OK det er lidt spændende alligevel) 

Jeg ved ikke helt om det er foråret eller hvad det er, men der er kommet noget godt over mig. Så jeg besluttede mig for at springe på noget netdating og være flink. Jeg har jo været på sådan noget netdating før (uden dog at have det sorte bælte i netdating eller noget), hvor jeg nok ikke har været videre flink. Jeg gad i hvert fald ikke svare folk med mindre de skrev noget virkelig interessant eller var virkelig pæne.

Men nu er det en helt anden sag. Nu er jeg jo flink, og det viser sig, at det nærmest er et fuldtidsjob at være flink og svare på alle de mails flinke mig modtager (problemet er jo, at når man har svaret, så skriver de igen, og så skal man svare på det osv osv), og jeg kan godt regne ud, at på et eller andet tidspunkt undgår jeg jo nok ikke at komme til at være uflink. For der er jo nogle af dem, som jeg er flink overfor som jeg godt kan se, at jeg ikke gider at møde ude i den virkelige verden.

Og så er det jeg spørger mig selv, om jeg i virkeligheden havde været mere flink og hensynsfuld hvis jeg nu bare havde ladet være med at svare i første omgang.

Undskyld mig, men er der ikke nogen der kan fortælle ham Snoop Dogg, at selvom man kan slippe afsted med at have fletninger, når man er en lille, rødhåret pige og hedder Pippi, så duer det altså ikke rigtig, når man er en voksen mand. (Heller ikke selvom man er noget musikstjerne)

Og når man nu er i gang, så kunne man jo også fortælle ham, at han altså ikke fremstår som særlig snu eller cool, når han bliver ved med at blive tilbageholdt af politiet for våbenbesiddelse og stoffer og alting. (Og heller ikke her hjælper det noget, at han er noget musikstjerne)

Som man kunne læse i lørdags bliver jeg helt glad i knolden af det der italienske sprog. Som regel er det dog noget med, at andre mennesker taler det og så svarer jeg si si eller no no.

Det skal der laves om på!

Det er på tide, at jeg igen begynder at tale det italienske sprog, så nu er jeg hoppet med på et FOF kursus som godt nok er startet, men jeg satser på, at jeg nogenlunde kan følge med.

Efter veloverstået kursusforløb kunne jeg jo så overveje at sende mig selv i praktik hos italiensk veninde i Milano og så give den gas med det italienske.

I dag fik vi så belønningen alle os der hver morgen i løbet af vinteren har cyklet afsted til arbejde i forskellige grader af morgensurhed. Her til morgen var vejret bare som det er bedst; ikke for varmt, ikke for koldt, sol og blå himmel.

Folk der lige har hevet cyklen frem af kælderen til denne dag vil måske hævde, at deres glæde ved at cykle i dag er lige så stor som vores andres. Det tror jeg ikke. Jeg tror, der er en helt speciel glæde ved at cykle, når man ved, hvor slemt alternativet til vejret i dag kan være.

Jeg har i dag fundet ud af, hvor det er man går hen i København, hvis man gerne vil blære sig med at man kan tale italiensk: Supermarco i Sydhavnen. Jeg ved ikke, om det kunne have ladet sig gøre at bestille lidt ost og pølse på helt almindeligt københavnsk, men det virkede som om kommunikationen helst skulle ske på italiensk. Jeg syntes måske det virkede en lille smule påtaget der i Sydhavnen, men så var jeg alligevel helt lykkelig i knolden efter jeg havde lyttet til lidt italiensk og også selv sludret lidt

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ville gå til italiensk hos FOF i løbet af foråret, men af årsager jeg har glemt ombestemte mig. Jeg tror måske det var en fejl. Hvis man kan blive så glad af det italienske kan det være, det alligevel ville være besværet værd at ringe til FOF på mandag og høre, om man lige kunne snige sig med på et hold.

I øvrigt havde de nogle dejlige varer derude i Supermarco - bla mit ynglingsvand. Jeg havde egentlig glemt, at jeg havde et ynglingsmærke indenfor danskvand*, men da jeg så San Pellegrino kom jeg i tanke dengang jeg nærmest var San Pellegrino-misbruger og måtte i afvænning.  

*Det er da også rimelig mærkeligt at have en ynglingstype danskvand.

Hele dagen i går gik jeg rundt i en sky af Agnès B duft. Det undrede mig lidt, da jeg ikke havde taget den parfume på om morgenen, men da det ikke var videre ubehageligt tænkte jeg ikke nærmere over det.

I dag har jeg fundet ud af, at Agnès B parfumeflaconen var væltet ned i skuffen med undertøj og har så at sige marineret alt mit undertøj i parfume over de sidste par døgn. Sådan kan det gå