Jeg er generelt ikke specielt blondine-agtig (synes jeg selv), men jeg har nu alligevel mine øjeblikke, hvor jeg ikke er alt for skarp.

Eksempelvis da en gravid veninde skrev til mig, at vi ikke kunne mødes en bestemt dag, for hun skulle nemlig til hvalsvømning.

H V A L S V Ø M N I N G ! ! Tænkte jeg. Det må jeg nok sige! Jeg har hørt om, at man kunne svømme med delfiner men hvaler! Det er da M E G E T federe! Det ville jeg også! Og så tænkte jeg over hvilke slags hvaler det var og hvor man kunne gøre det henne og hvor meget det kostede.

Efter et par dage gik det op for mig, at gravid veninde måske ikke mente rigtige, virkelige hvaler men at hun måske mente hende selv og andre store, gravide damer. Godt set dér, Taka!

Jeg synes, jeg i løbet af de sidste par uger er blevet bombarderet med spørgsmålet om, hvorvidt jeg har en kæreste eller ej. Og svaret afhænger lidt af, hvem der spørger og hvordan de spørger.

Det er ikke endeligt bekræftet fra modparten, men ind i mellem har jeg tilladt mig at tolke (fordi jeg tidligere har oplevet at I'm seeing someone som svar på Do you have a boyfriend? lidt bliver tolket som, at så er der frit lejde - og måske endnu mere end hvis jeg havde sagt, at jeg var single, fordi det måske kunne have undertitlen and desperately seeking)

Som i fredags hvor jeg møder bekendt som spørger: Har du egentlig en kæreste for tiden? Tjaaejo, siger jeg og snakker om noget andet.

Da han noget senere siger: Taka, hvis vi to ender hjemme hos dig skal vi så lege med dine fjernstyrede biler eller skal vi lave ballade? Så er det jeg siger, at vi med 100% sikkerhed ikke ender hjemme hos mig. Har du da en kæreste? spørger han. JA! siger jeg med fast og klar stemme.

Og faktisk sagde jeg nok også til hamher at jeg havde en kæreste. 

I Indien - har jeg hørt - er det sådan, at langt de fleste politikere er forhenværende skuespillere. I et land med over en milliard indbyggere har man altså størst politisk appeal, hvis folket kender en på forhånd fra Bollywood film. Og man må da sige, at det er en nyttig måde at udnytte sin kendthed når man bliver for gammel til sang og dans i Bollywood filmene.

Med den tilstrømning af kendisser til dansk politik som det forestående valg har medført kan man måske frygte, at vi er ved at få indiske tilstande i Danmark. At politik er noget man kan kaste sig over, hvis man er kendt i andre sammenhænge (men at ens oprindelige kendthedsgrundlag er ved at forsvinde) og man har været med i "Vild med dans".

Det kan jo være noget lidt kikset og bøvlet noget det der med regninger på dates. Jeg foretrækker - hvis jeg er blevet inviteret ud - at daten ordner det med regningen mens jeg er på toilettet.

Jeg var inviteret ud i går og regningen kom mens daten* var på toilet. Regningen blev lagt på hans plads, så det var ret oplagt hvem tjeneren mente skulle betale. Desværre er det bare fysisk umuligt for mig at sidde som en anden prinsesse og vente på, at der bliver betalt for mig.

Så jeg lagde mit kort og ventede. Hvis daten nåede at komme tilbage inden tjeneren ville han jo kunne stoppe mig (hvis han skulle have lyst til det) og ellers betalte jeg naturligvis. Tjener kom først og gik med kort og regning, og da han kom tilbage med slip der skulle skrives under på, lagde han den foran date der begyndte at tage sin pung op af lommen.

Jeg forklarede date, at jeg havde taget regningen og tjener, at det faktisk var mit kort. Date sagde, at det skulle jeg da ikke have gjort, da det nu var ham, der havde inviteret mig ud. Jeg spurgte ham senere om det var OK, at jeg havde betalt. Det var det, sagde han, SÅ gammeldags var han heller ikke.

Jeg må indrømme, at jeg egentlig syntes det var meget fedt lige at demonstrere, at jeg var en økonomisk uafhængig ung dame. Men senere er jeg kommet til at tænke på, hvordan det egentlig bliver opfattet:

Virkede det i virkeligheden som om jeg var på et eller andet powertrip? Eller virkede det som om jeg bare var generøs?

*Daten stod i øvrigt for alt det med at kommunikere med tjeneren og bestille vin og den slags

Da jeg var i starten af tyverne kunne det godt kikse det der med at betale regninger og huske at vaske op osv. Men det begynder at hjælpe på det.

Faktisk har jeg rimelig styr på det hele. Jeg har kun sovet over mig én gang i løbet af de sidste to år (og da var jeg rimelig lovlig undskyldt i form af jetlag fordi jeg var kommet hjem fra NYC og direkte ind på kontoret dagen før), og der er i det hele taget ikke så meget brandslukning af den slags som forekom virkelig ofte da jeg var i start-tyverne.

Men ind i mellem går det alligevel - fuldstændig mod alle odds - galt. Som da jeg havde huset fuldt af gæster og der pludselig manglede toiletpapir (noget jeg faktisk ALDRIG har været ude for tidligere) og som da jeg i sidste weekend havde smidt garderobenummeret til min frakke væk (noget der sidst skete da jeg gik i 2. g. og for at identificere min jakke måtte forklare, at jeg havde madpakke og tandbørste med i lommen - ikke fordi jeg regnede med at sove ude men fordi jeg ikke lige havde nået at få aftensmad og plejede at få blå tænder af billig paprødvin)

Det føles altså meget mærkeligt at lave den slags begynderfejl, når der nu er styr på det meste andet.

Hvornår er man egentlig kærester? Jeg hørte på et tidspunkt ham fra Magtens korridorer sige, at det var man når man havde snavet regelmæssigt i 14 dage. OK. Dejlig let og håndgribelig definition. Men er den internationalt anerkendt? Eller er det lige som med valuta at man eksempelvis har en anden definition i Jylland* eller i Finland? Og hvad nu hvis den ene eller begge parter har været ude at rejse i løbet af de 14 dage, så man af geografiske årsager ikke har kunne snave 14 i træk?

*Ja! Jeg er godt klar over, at man har samme valuta i Jylland som i København, men derfor kunne man jo godt have forskellige kæreste-definitioner, ikke?

Selvom jeg ikke lige ved, om det kan kaldes stor-køb hvis man kun køber to af den samme.

Spørgsmålet (som jeg lige nu trods valg og alting synes er overordentlig relevant) er, om det at bruge samme parfume (men i herre og dame model) egentlig kan siges at være ekvivalent tíl at bære det samme "fritidssæt" (feks fra Bilka) som par?

Og findes der egentlig stadig par som går i ens fritidssæt eller uddøde de engang i midt-halvfemserne?

Takashimaya hjerte opvaskemaskine. Det var love at first opvask. Der var ingen tvivl om den var for tyk eller tynd eller for kedelig eller for løs på tråden. Det er bare ægte kærlighed.

Derfor synes jeg faktisk, at en vaskemaskine er en fantastisk gave...bortset lige fra et tilfælde jeg kom i tanke om i dag.

I familien til en fyr jeg kender meget perifært var der tradition for, at når man fandt en kæreste som man ville være sammen med resten af livet, så fik man en opvaskemaskine af forældrene. Således havde hans ældre bror og søster modtaget opvaskemaskinen da de fandt deres mage.

Desværre er fyren jeg kender ikke specielt heldig med piger, så han fyldte 30 uden at have en kæreste. (Og så er løbet åbenbart kørt) Så hans forældre mente, at han da nok aldrig fik en kæreste, og så kunne han jo lige så godt få opvaskemaskinen i 30 års fødselsdagsgave.

Sikke en tillid! Og det kan da godt være, at man så ikke er helt så glad for sin opvaskemaskine.

Jeg har det meste af min musik elektronisk, og normalt sætter jeg blot min computer til at shuffle mellem forskellige sange hvis jeg vil høre musik. Smart og nemt og varieret. Da jeg har en rimelig blandet smag kan shuffleriet dog godt medføre, at jeg bliver mindre populær, når jeg har gæster.

Det er ikke alle der en varm august aften med farvestrålende coktails sætter pris på "Vær velkommen, Herrens år" eller sangen om den stakkels, stakkels Larsen. Det er heller ikke fantastisk heldigt, når *¤#!$#! computer begynder at spille Brudevalsen under 4. date.

(I stedet for at komme med laaange undskyldende forklaringer om, at jeg altså ikke er fuldstændig desperat for at blive gift men at jeg bare godt kan lide sangen lige som "Se nu stiger solen" og andre salmer praktiserede jeg aktiv ignorering af musik og det virkede vist)

For en gangs skyld stod jeg fredag aften på Oak Room og skyllede Gintonics i mig. Der var sket en hel masse sjovt da en fyr kom hen til mig og hilste og kyssede mig på hånden og sagde:

Du ser da sød ud. Må jeg ikke få dit telefonnummer?

Næ, sagde jeg (og måske sagde jeg også, at jeg havde en kæreste, men jeg kan ærlig talt ikke helt huske det) og så svarede fyren:

Nå, men jeg har faktisk også en kæreste, så egentlig er jeg ligeglad. Og i virkeligheden var det måske et meget smart trick at sige sådan noget. Ellers havde jeg nok bare ladet ham skride, men efter den kommentar hev jeg fat i kraven på ham (altså ikke bogstaveligt) og spurgte, hvad det var for noget pis at bede om fremmede pigers telefonnumre når man har en kæreste.

Det var så åbenbart for at få lidt gang i gaden. Og så er det jeg spørger: Hvad er der nu galt med at danse på borde eller smide tøjet eller drikke tequila slammer når man skal have gang i gaden? 

Man skal ikke træde meget ved siden af for at blive kaldt mormor. Så kan man nok så meget gå i byen hver weekend og drikke sig Palermo i smarte drinks - men lige så snart man laver en omgang tarteletter til sine veninder, så bliver man kaldt mormor* Eller hvis man som min veninde har en kæreste der er et (E T ! !) år yngre end hende, så er den også helt gal!

Og helt ærligt! Så mormor-agtigt er tarteletter sgu da ikke. Det er da bare lidt retro på den cool måde.

*Eller The Queen of the Tartelettes

Og om at det måske til tider er nyttigt og andre gange knapt så nyttigt.

Jeg har fået ny kollega og jeg synes, han er en arrogant nar. Han synes sikkert, at jeg burde være mere respektfuld og ydmyg overfor ham fordi han er ca 10 år ældre end mig osv. Men jeg stod bare ikke først i køen da der blev uddelt ydmyghed.

Nå!

Til frokost er det sådan, at jeg drikker vand som hentes i flasker i køkkenet. Nogle gange henter jeg og andre gange er det en anden kollega og det går nok nogenlunde lige op. Jeg er jo flink (synes jeg selv) så jeg har også hentet vand til ny, arrogant kollega et antal gange men har tænkt, at han altså ikke skal tro, at jeg er hans assistent eller noget.

En dag sagde han faktisk, at dagen efter måtte det vist være hans tur til at hente vand. Så dagen efter ventede jeg spændt på, om han ville hente vand. Det gjorde han ikke og eftersom jeg ikke igen gad hente vand til ham fik jeg ikke vand til min frokost den dag.

Det er jo en meget lille ting, og hvis jeg var et større menneske, så hentede jeg nok bare vand til os alle sammen. Men det er jeg ikke, og grundlæggende mener jeg, at hvis man fiser rundt og er skidehjælpsom hele tiden, så ender det med, at man bruger al sin tid på at hente vand og skrive referater og kopiere osv i stedet for at lave ting der fremmer ens karriere.

Så stædighed kan være praktisk og karrierefremmende på kontoret men hvis man er 4 veninder der bor sammen i en uge på det samme hotelværelse i New york og majoriteten er som jeg lige har beskrevet, så kan det godt føre til sammenstød og der er stædighed måske ikke så hensigtsmæssigt. (Men nu skal det altså ikke forstås sådan, at vi er uvenner. Vi havde bare et sammenstød og så blev vi gode venner igen. Og vi elsker stadig hinanden alle sammen)

Ovre hos Alice kan man læse, hvordan man kan blive slået op med over Messenger. Hvad kan man sige? Ny teknik og nye kommunikationsformer skaber åbenbart nye måder at slå op på. For Alice står jo ikke alene. Been there, done that, bought the t-shirt.

Det foregik på den måde, at kæresten - som skulle på ferie om fredagen uden mig - og jeg skrev sammen på Skype en mandag aften. Jeg forsøgte at afdække om der evt kunne være mulighed for at mødes inden han skulle afsted.

Tirsdag og torsdag havde han planer, så jeg sendte lige en føler ud om man måske kunne finde ud af noget onsdag, men det kunne ikke lade sig gøre, da det var den eneste dag han kom tidligt hjem. Nå.

Det er da helt fantastisk så tosset du er efter at komme til at se mig, skrev jeg. Det er ikke sjovt, svarede han. Næ, tænkte jeg, det er det da ikke og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og så tikkede der en besked ind, hvor der stod: Men du har nok ret.

Hvad mener du?? svarede jeg. Jo, det han ville frem til var jo nok, at han ikke var helt tilstrækkelig interesseret i at være sammen med mig.

Det var så her jeg forlangte at han ringede til mig. Godt nok har man ikke verdens største cojones, når man er nødt til at være elektronisk når man slår op, men nu var det værste jo overstået (troede han), og så syntes jeg godt, han kunne ringet og give en ordentlig forklaring. (Og blive skældt ud)

(Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg har fortalt alle jeg kender den sandfærdige historie, fordi jeg syntes, den var så ynkelig og selvom jeg var sur på ham, så ER der alligevel grænser for, hvor meget man vil hænge en ex ud)

Eller om, at romantiske sms'er jo kan være vanskelige nok at skrive i forvejen, men helt galt går det, når ens tommelfinger og ens mobiltelefonordbog samarbejder om at ødelægge det for en, således at den ellers meget søde og romantiske sms-afslutning kys og godnat bliver til det knap så romantiske lys og indmad. 

I forbindelse med mit arbejde kommer jeg ind i mellem forbi Finanstilsynets hjemmeside og ringer ind i mellem til dem.

Generelt er jeg ikke særlig tilfreds med dem; det er vanskeligt at finde rundt på deres hjemmeside, ders omstilling er den mest uduelige og irriterende jeg nogen sinde har være ude for, og jeg har faktisk oplevet at en chef derinde ringede til mig for at sige: Vi har diskuteret det i hele huset. Der er ingen af os der ved noget, så du behøver ikke ringe igen! Efter som Finanstilsynet burde være dem, der havde svaret på mit spørgsmål måtte jeg så bare leve videre i irriteret og forbløffet uvidenhed.

Nuvel, da jeg var inde på Finanstilsynets hjemmeside i dag faldt jeg over en afgørelse fra 2005 som jeg faktisk er årsag til (i 2005 da jeg faktisk også syntes, at jeg fik en rigtig god behandling af Finanstilsynet. Ved ikke, hvad der har ændret sig)

I min generelle utilfredshed over tilsynet kan jeg alligevel godt glæde mig lidt over, at der trods alt ikke er længere fra en borger til lovgiverne.

Da jeg i går aftes lavede Takashimaya testen, skrev på Skype med nogle veniner og var i færd med at læse en bog, så jeg også tv-programmet "Hvad kvinder vil have" ud af øjenkrogen.

(Det handler om en flok unge fyre der bliver udsat for forskellige prøver, hor de skal bevise, at de lissom er og kan det, kvinder vil have, og så er der 3 damer der bedømmer dem)

En af de deltagende fyre sagde i præsentationen af sig selv, at han altid ender med kun at tale med grimme, tykke piger.*

Nuvel, jeg tror ikke, det er en bemærkning han kommer langt med. For sandheden er jo, at der inde i de fleste af os er en tyk, grim pige (i gymnasiet kaldte min veninde Helene og jeg hende for Den lille, tykke pige over i hjørnet. Det var os, når vi spiste kantinekage).

Man er måske ikke tyk og grim mere end 1% af tiden, men i de resterende 99% af tiden kan man godt huske, hvordan man ser ud med morgenhår og tømmermænd. Så når man hører sådan en bemærkning tænker man: er det mig han mener? Ikke fordi man på det tidspunkt følger sig specielt tyk eller grim, men fordi man godt kan huske den ene % af tiden hvor man var grim.

*Der er jo også det ved det, at hvis han kun taler med grimme, tykke piger og du taler med ham, så må han vel antageligvis synes, at du er tyk og grim.

Her kan man tage den store Takashimaya test og se, hvor meget styr man har på det, jeg har skrevet på bloggen. (Til de kompetitive kan jeg fortælle, at man får karakterer alt efter hvor dygtig man er)

Nu har jeg aldrig ejet en ejerlejlighed og har derfor aldrig stået og skulle sælge sådan en sag*. Derfor er der mange ting jeg ikke lige ved om den slags men kom lige til at tænke på noget:

Ejendomsmægleren skal jo vise ejendommen frem, så han eller hun har vel en nøgle, ikke? Og i princippet betyder det vel, at ejendomsmægleren kan komme forbi når man ikke er hjemme og hoppe i sengen og rode i ens ting og synge Singstar og tage et bad, ikke? Så hvis man en dag kommer hjem fra ferie og man ikke lige synes, at alting står hvor det plejer, så er det måske fordi ejendomsmægleren har inviteret nogle venner over for at se fodbold eller golf eller noget på en af ens mange kabel tv kanaler? Eller hvad?

*Men da jeg var meget lille skulle mine forældre sælge deres hus, og det tog åbenbart så længe, at mine far-mor-barn lege blev til far-mor-barn-og-ejendomsmægler lege

Da jeg boede i Italien for længe siden smågrinede min (danske) veninde og jeg over, at hun i et stykke tid ikke fik post, fordi postbudet var gået på pension og der ikke var fundet en afløser. Det var sådan noget, der kun kunne hænde i Italien, mente vi. Aldrig i Danmark

Nå, men nu landet ligger sådan, at jeg har betilt en ny telefon som skulle komme med posten. Tilsyneladende har telefonen også været forbi matriklen i tirsdags, men da jeg var i Stockholm og kunne derfor ikke tage imod. I ved, hvordan det virker: så smider postbud en seddel ind ad døren om, at pakke kan afhentes på postkontor dagen efter, og så gør man det.

Desværre var pakken bare ikke kommet til postkontoret fredag aften da jeg var forbi for at hente den. Åbenbart har postvæsnet på Frederiksberg ikke personale til at uddele pakker. Hvis jeg ikke selv havde været nede og høre det, så ville jeg nok ikke have troet på, at den slags italienske tilstande kunne komme til DK

(En helt anden ting er, hvordan man som postvæsen egentlig administrerer det med mangel på arbejdskraft. Er der så nogle postruter der slet ikke bliver betjent eller at nogle postruter kun bliver betjent hver anden eller tredje dag? Hvis jeg skulle vælge, så ville jeg nok foretrække, at pakker med telefoner blev prioriteret højere end feks rudekuverter med regninger)

Jeg har tidligere beskrevet mine manglende evner mht det der sms-romantik og undret mig over, at det var blevet så udbredt.

Jeg er i mellemtiden blevet lidt bedre til det (skulle nok bare i gang igen), men er også igen blevet bevidst om, at større mængder romantiske ord i sms'er kan devaluere romantiken. Det kan også betyde, at man eskalerer og før man ser sig om, kan virkeligheden måske slet ikke leve op til sms-romantikken.  

I sådanne tilfælde kan det godt gå hen og blive sådan, at helt almindelige hverdagsord er mere romantiske end højtflyvende romantik, således at Jeg bliver glad når jeg får dine beskeder og tænker tit på dig kommer til at betyde mere end noget Hej søde tuttenuttepussegris (eller hvad man nu kan finde på at skrive i sådan nogle romantiske sms'er) 

Føler mænd sig intimiderede, hvis de møder kvinder der ejer sejere teknik end de selv gør? Man kunne godt forestille sig, at mange mænd ville have det bedst med at have en boremaskine der var større og tungere end den deres kone eller kæreste havde. Men gælder det også mere udbredt hverdagsteknik som mobiltelefoner, iPods, stereoanlæg osv?

Når jeg spørger er det fordi jeg jo for nylig var på date med milliardær og jeg tror faktisk ikke han syntees, det var fedt, at jeg havde en iPod der var federe end hans (han havde jo ikke engang hørt om min iPod) Jeg fik lidt en fornemmelse af, at det ikke stemte overens med hans opfattelse af verden, hvis jeg (yngre end ham, kvinde og ovenikøbet blondine) var mere teknologisk udviklet end ham. Og så er spørgsmålet jo, om det kun gælder milliardærer eller det gælder alle mænd?

Som det nok er fremgået tidligere, så er jeg den lykkelige ejer af en iPod Touch (og er du VIMMER hvor får man meget street credit og opmærksomhed, når man har sådan en!)

Nå, men der er internetforbindelse i sådan en sag, så jeg har været på nettet mens jeg de sidste par dage har været i Stockholm. MEN! Man kan ikke skrive indlæg på Smartlog fra sin iPod Touch pga noget med modulerne her på Smartlog. Kan nogen fortælle mig, hvad det går ud på? Og kan nogen evt lave Smartlog om, så jeg kan skrive indlæg fra hvor jeg nu befinder mig (så vil jeg begynde at kalde dem "reportager" i stedet for indlæg)

Jeg har ind i mellem fået skudt i skoen, at jeg minder om Dolph. At jeg er utålmodig, herser med folk og knevrer meget, højt og hurtigt. Det er ikke noget, der rigtig rører mig. Folk der siger den slags er nemlig ofte nogle, som jeg synes er lidt langsomme i det.

Jeg prøver dog alligevel ind i mellem at lade være med at være så dominerende og udelukkende tale om mig selv. Og da jeg for nylig forsøgte at give plads til en anden i samtalen også og undskyldte lidt, at jeg talte så meget, fik jeg at vide, at det bare var sjovt og hyggeligt og at jeg var befriende.

Jeg ved ikke med jer, men jeg tager det som et kompliment.

Der er jo rimelig mange ting der spiller ind, når man skal beslutte sig for, om en date er lækker (og dermed kunne være en potentiel kæreste) eller ej. Mange af dem er måske i virkeligheden rimeligt ligegyldige når det kommer til stykket, men det ændrer jo ikke på, at det påvirker tiltrækningen.

Hvor meget betyder et job egentlig? Kan et fedt job gøre en date endnu mere lækker? Og ville man undlade at date en med et kikset* job? Og betyder datens job mere for kvinder end for mænd?

*Her er det jo heldigvis meget forskelligt hvad folk synes er kikset. Jeg er jo feks en af dem der IKKE synes at ingeniør eller bankmænd er kiksede mens jeg ikke synes det er så sejt at være støvet forsker på et universitet.

Hvad sker der?! Har alle mænd i verden for nylig taget et eller andet "sms-romantik for begyndere" kursus og sprøjter nu søde sms'er med flatterende tillægsord ud eller hvad?

Og hvad skal alle vi andre sms-romantik-analfabeter stille op, når vi ikke lige har fantasi til at matche al den romatik der bliver sendt i vores retning?

Ak! Drikkepenge er vanskelige at komme udenom, når man er i USA men hvis jeg skal være helt ærlig så har jeg det lidt mærkeligt ved at skulle give 15-20% i drikkepenge når jeg har spist et eller andet sted. Basically mener jeg jo, at hvis det er det, det koster for ordentlig service, så bør beløbet være inkluderet i regningen. Færdig basta!

Jeg er godt klar over, at det ikke er sådan, men på mig virker det lidt som tiggeri når jeg skal betale drikkepenge til en eller anden der på toilettet åbner for vandhanen for mig (det kan godt være, jeg er blondine men de fleste gange kan jeg faktisk godt finde ud af at håndtere et blandingsbatteri)

Nuvel, det er svært at ændre hele det amerikanske system på blot én uge, og mens jeg var i New York fik vi jaget en så stor drikkepengeskræk i livet, at vi ikke efterfølgende betalte mindre end 20% i drikkepenge.

Vi var på en fancy restaurant med meget effektiv betjening (og mere end én seating pr bord pr aften). Nærmest før vi havde afgivet vores bestilling stod vores mad på bordet. Så man kan ikke sige, at der var noget i vejen med betjeningen. Da vi kom til betalingen var der nok en smule forvirring og vi kom til kun at skrive et beløb på creditcard bonen der svarede til ca 7% af regningen i drikkepenge. Det er jo i virkeligheden alt for lidt, men hvad skulle der ske ved det? At drikkepengepolitiet ville komme efter os eller hvad?

Og så skred vi. Eller det troede jeg, men inden jeg nåede ud, blev jeg lige holdt tilbage af manageren af de borde, vi havde siddet ved*. Han spurgte, om hvordan vores oplevelse havde været. Fint, fint, sagde jeg. Nå, sagde han og (holdt fast i min bare arm mens han) oplyste mig om, at vi jo ikke havde lagt så mange drikkepenge og der jo som regel betød, at der havde været noget galt med serveringen.

Jeg sagde, at vi var turister og ikke lige havde været klar over det, så det var jeg da ked af. Mens han (stadig) holdt godt fast i min arm så jeg ikke rigtig kunne komme fri spurgte han, om vi så ikke skulle lægge nogle flere penge. Her var det jeg begyndte at føle mig lidt som et gidsel, og jeg blev ret chokeret og sur over den (syntes jeg) aggressive opførsel, så jeg sagde noget om en aftale og vred mig løs.

Jeg synes faktisk det var en ret ubehagelig oplevelse, men man kan sige, at den virkede. Efterfølgende gav vi jo faktisk minimum 15% i drikkepenge af frygt for ellers igen at få drikkepengepolitiet på nakken.

*Det siger også lidt om effektiviteten; vi har dårligt afleveret creditkortnotaen før jeg bliver tilbageholdt og konfronteret.

Jeg var ude med en milliardær i går (nemlig ja! Men som I vil se er jeg ikke nogen særlig dygtig gold digger)

Jeg havde ikke mødt ham i virkeligheden før, og jeg blev faktisk en lille smule forskrækket da jeg først så ham. Dels så han lidt ældre ud end jeg havde troet*, og dels var der lidt mere kubisme over hans ansigt (as in at det lidt så ud som om det var blevet klippet i stykker og sat lidt forkert sammen) end jeg lige havde regnet med.

Men han var faktisk ret sød og flink. Desværre var vores samtale også lige lovlig kubistisk i det. Som om den var blevet hakket i stykker og sat lidt mærkeligt sammen.

Alt i alt nok lidt for meget kubisme på første date.

*For lige at undgå spekulationer om 60 års aldersforskel: han var 6 år ældre end mig.

Pga noget familie var jeg i går tvangsindlagt til at se "Hvem vil være millionær", hvor der i dagens anledning var et "Mig og min mester" tema.

Der var bla to murere eller tømrere eller i hvert fald et eller andet almindelig anerkendt maskulint håndværk. De blev spurgt, hvad Feng Shui var. Det ved man jo godt, hvis man bare åbner for tv'et ind i mellem, og jeg er også ret sikker på, at de to (eller i hvert fald den ene af dem) var klar over, hvad det rigtige svar var.

Men jeg tror simpelthen det ville virke for bøsset på landsdækkende tv at indrømme, at man vidste, hvad Feng Shui var (og måsken ovenikøbet vidste, at det udtales Fung swæi), så der måtte nogle omveje til, før de kunne svare - rigtig naturligvis - på spørgsmålet.

Mange danskere tager skarp afstand fra enhver sammenligning mellem os danskere som folk og de der tyskere. For der er jo T O T A L T stor forskel på os og dem.

Det er jo feks kun tyskere der ville kunne finde på at sidde på bagsædet af en taxi i NYC og dirigere rundt med taxichaufføren (som tydeligvis A L D R I G har været i byen før): No no no! This is not the street of the hotel! Drive two blocks straight ahead and then turn to the right, then down the street and around the park and...

Fire damer fra Danmark kunne da virkelig ikke finde på den slags. (Bortset fra, at nogle gange bliver man jo nødt til det, hvis man vil frem til sit hotel og man har en klaphat som chauffør)