Jeg synes, jeg har hørt meget om de der feromoner på det sidste. Bla har jeg hørt om en undersøgelse, der i grove træk (og så vidt jeg husker) gik ud på, at en gruppe kvinder skulle dufte sig frem til hvem de fandt mest tiltrækkende af en flok mænd.
Nærmere undersøgelser viste så, at de mænd kvinderne havde fundet mest tiltrækkende pga deres duft (dvs feromoner) var de mænd der havde det immunforsvar der var mest forskelligt for deres eget. Rent evolutionsmæssigt er det jo mest logisk at de skal finde sammen og pare sig så barnet får immunforsvar fra begge.
Så langt så godt, men hvis denne opsnusning-af-passende-partner-evolutionslogik skal fungere, så skal det jo også virke modsat således at manden også vil synes, at den mest tiltrækkende kvinde er hende der udsender feromoner der indikerer, at hun har et helt modsat immunforsvar.
Lad os antage, at det fungerer begge veje og forklar mig så hvordan der så A L L I G E VE L kan være så mange tilfælde af mismatch, hvor kun den ene er vild med den anden og den anden couldn't care less!
(Her vil jeg godt tilføje, at jeg godt er klar over, at det moderne menneske har mange strenge at spille på og at feromoner og immunforsvar jo ikke ligefrem gør et parforhold. Det kan bare godt undre mig, at det næsten bliver fremstillet som om man - ved opdagelsen af en fysiologisk detalje - har løst hele gåden om, hvem der bliver forelskede i hinanden hvorfor og hvornår.)
Jeg kender en fyr som for flere år siden eksplicit (og også meget implicit i sine handlinger) erklærede, at han bare gerne snart ville have nogle unger. Efter et par forhold uden afkast i form af børn, hvor jeg ikke har set så meget til ham, er han nu sprunget ud som Den senede outdoor type.
Den senede outdoor type er en mand der tager på trekking i Peru og på noget kajak-tur ned ad en vild flod på New Zealand og som har en masse venner han lærte at kende den gang de alle sammen besteg Kilimanjaro osv osv - I kender typen.
Da jeg var i tyverne løb jeg faktisk ind i en del af den slags senede outdoor mænd der selv var i 30'erne*. Nu, hvor jeg er i tredverne og ser mænd der ellers ikke tidligere har vist den slags tendenser springe ud som senede outdoor-typer, tænker jeg, om det i virkeligheden er et udslag af mandlig skrukhed der ikke rigtig førte nogen vegne? Eller den mandlige Bridget Jones om man vil.
*Gad vide, hvad der egentlig er sket med dem efter de har nærmet sig og måske passeret de 40?
Jeg er oprindeligt uddannet noget marketing og mangement-noget fra pølsefabrikken CBS. Gennem tiden har jeg bevæget mig mere over i noget salg / projektledelse / finansielle instrumenter, men pga min baggrund skulle man jo mene, at Marketingfolk og jeg ville have en gensidig forståelse eller et følelsesmæssigt bånd eller noget.
Det er der bare ikke.
I de forskellige virksomheder jeg har arbejdet i har jeg ind i mellem søgt hjælp fra Marketing, og hver gang med samme nedslående resultat at de ikke har set sig i stand til at hjælpe mig. Enten fordi det ikke var deres job at lave det, jeg bad dem om eller fordi jeg først lige selvskulle lave en hel masse, hvilket hver gang har fået mig til at overveje
1) Er det ikke bare nemmest at lave tingene selv så man undgår al det bøvl med Marketing? og
2) Hvis de ikke vil hjælpe med dette, hvad faen laver alle de dovne hunde mennesker så? og sidst men ikke mindst
3) Hvis vi kommer fra det samme sted hvordan kan det så være at samarbejdet ikke fungerer bedre? Hvorfor har jeg ikke problemer med Salg eller Accounting eller HR eller Development eller...?
Forleden diskuterede jeg - efter en håndfuld cocktails - mænd med en venindes veninde. Hende her venindens veninde er ikke særlig fremme i skoene mht mænd. Hun kan sådan set ret godt lide dem, men hun rykker bare ikke rigtig når der er noget mandfolk* i nærheden.
Jeg talte lidt med hende om det, og så sagde hun, at det bare var fordi at hun simpelthen ikke magtede flere afslag fra mænd.
I løbet af de næste par dage gik jeg så og blev lidt småhidsig over den bemærkning. Det er da rigtigt, at hun er blevet afvist nogle gange og dumpet osv. Men det er alle vi andre sgu da også! Og langt flere gange end hende fordi vi rykker lidt mere. Upsiden ved alle de der afslag (eller frøkysserier) er dog, at ind i mellem bliver man IKKE afvist og ind i mellem kan frøen faktisk også godt lide en.
Nuvel, jeg havde jo været på et par dates med Mand_uden_kemi og selvom der ikke sprang gnister rundt alle vegne, gav jeg ham en chance til og inviterede på drinks. Han har dog takket nej tak fordi han ikke er helt med.
Der er sådan set ikke noget galt med hans sms og der er sådan set heller ikke noget galt med at stoppe det, når vi åbenbart begge har det på samme måde. Et kort øjeblik var jeg bare enig med den der venindes veninde i, at man måske ikke ligefrem behøver samle på oplagte afvisninger**
*Dét udtryk brugte jeg bare ikke!!
**Og slet ikke, hvis det måske mest af alt er sådan, at man giver det en chance for at ens venner og familie ikke skal beskylde en for at være alt for kræsen. Og at man nok bare skulle have fulgt sin gut feeling der sagde fra starten, at det ikke var noget.
Jeg har et par gange været på date med en fyr som var enormt sød og rar og hyggelig at være sammen med, og flere gange måtte jeg tage mig selv i at tænke, at han da godt nok var pæn. Han er intelligent og velorienteret og har et godt job som han er glad for og amtitiøs omkring.
Han virker afbalanceret og uden nogen form for kuk i kasketten og har samme holdning som mig til bolig og hjem og forhold. Desuden står han på ski, virker festlig, er glad for at rejse og har en international horisont. Og jeg tror faktisk, at han også synes, at jeg er pæn og sød og sjov og at det er hyggeligt at hænge ud.
Det eneste jeg kan finde på at kritisere ved ham er hans jakke som er lidt grim, men heldigvis kan han jo tage den af.
Hvis jeg skulle beskrive en mand som jeg gerne ville være kæreste med, så tror jeg, jeg ville have beskrevet ham her (minus jakken). Af en eller anden uforklarlig årsag tænder jeg bare ikke rigtig på ham (og jeg har en mistanke om, at han har det på samme måde med mig).
Jeg er ikke sådan en der kun tænder på røvhulsagtige mænd med tatoos og motorcykler, så jeg forstår det ikke, men jeg antager, at det må være noget med det der kemi.
Spørgsmålet er så bare, om kemien kunne opstå på et senere tidspunkt? Det er jo superhyggeligt at hænge ud med ham, men der er måske ikke det store flirteri over vores samvær og sagen er, om der kan være kemi uden flirt? Og kan der komme kemi, hvis det pludselig lykkes at flirte?
***Update***
Jeg har spurgt om vi skulle drikke en drinks på et tidspunkt, fordi alkohol jo er en så skøn genvej til at blive lidt mere løssluppen.
Forleden viste det sig, at min veninde der har 2 km* længere til arbejde end jeg O G som cykler op ad bakke hele vejen bruger lige så lang tid på at cykle til arbejde som jeg gør.
Som et menneske i den lettere kompetitive afdeling kunne jeg ikke have dette siddende på mig og slet ikke uden at der måtte være en forklaring. Jeg har bemærket, at der er en del lyskryds på min vej til arbejdet, og det kunne jo muligvis forklare mit langsommere tempo. Da jeg talte efter nåede jeg frem til, at jeg passerer 18 lyskryds på min vej til arbejde.
18 lyskryds fordelt på 6,5 km!
Så er der vel ikke noget at sige til, at jeg ikke ligefrem bevæger mig med Tour de France-agtig hastighed til kontoret.
*I forbindelse med dette indlæg har jeg lige lavet lidt research, hvor jeg fandt ud af, at vi faktisk har nogenlunde lige langt til arbejde, hvilket egentlig gør dette indlæg - eller i hvert fald baggrundet for det - overflødigt og inkorrekt, men lad nu det ligge.
Jeg har i dag spist årets første is. Det var måske ikke ligefrem fordi vejret indbød til det, men det havde jeg lyst til, og så er der jo - som alle ved- ingen vej uden om, når det gælder is.
Isspiseriet fik mig til at tænke på årstider og på hvordan de efter min mening ikke er fordelt ligeligt over året.
Jeg holder mest af forår og sommer og i mit hovede er det forår fra februar (fra man kommer hjem fra skiferie) til og med maj mens sommeren ligger i månederne juni til og med september. De senere par år har oktober faktisk også været lidt sen-sommer-agtig.
Det efterlader så kun 3-4 måneder til efterår og vinter, og det er jo trods alt til at holde ud, selvom man ikke er nogen stor fan af de årstider.
Jeg læste på et tidspunkt en undersøgelse der viste, at mænd udretter mere og performer bedre, hvis de ikke sidder i et fuldstændig mandsdomineret miljø.
Undersøgelsen sagde vist ikke så meget om kvinders performance i forhold til kønsfordeling, så jeg kan kun tale for mig selv her. Det kan godt være, at jeg til tider bliver lidt distraheret af at have mange pæne mænd omkring mig, men det gør mig også meget mere lykkelig end hvis der ikke er mænd eller hvis mændene er grimme og kedelige. Og jo mere glad og lykkelig jeg er, jo bedre performer jeg. (Og jo pænere klædt er jeg i øvrigt også)
Jeg ved ikke, om andre kvinder også har det sådan og om de i så fald har det i lige så eksplicit grad som mig.
I forbindelse med nyt arbejde og en horde af nye kollegaer, er Facebook et udmærket værktøj til at finde ud af ting som man ikke kender folk godt nok til at spørge om.
Det er også årsag til mange overraskelser. Mest omkring folks alder faktisk. Folk er tit i omegnen af 8 år yngre på Facebook end jeg ville have skudt dem til i det virkelige liv, og det er sgudda mærkeligt.
Spørgsmålet er, om det er fordi jeg selv ser så ung ud (bemærk her at jeg uopfordret fik børnebillet i bussen som 26-årig*), at jeg totalt skyder ved siden af folks alder. Eller måske er det fordi mine venner ser så unge ud (bemærk her at en veninde som 28-årig færdiguddannet cand. merc. i anden sammenhæng blev spurgt om hvordan det var med mobning på hendes skole) Eller også er der det foruroligende ved nyt arbejde, at folk bliver decideret slidt af at arbejde der!
Jeg er nu landet på et kontor hvor mange (i hvert fald af de seje) ryger. Det er højst upraktisk når man nu ikke selv ryger. Dels vil man måske ikke rigtig kategoriseres som de kedelige og spejder-agtige ikke-rygere og dels går man jo glip af meget sludder og sladder.
Det er ret forskelligt fra resten af samfundet hvor jeg generelt (sorry men det synes jeg) er taber-agtigt at være ryger, og jeg gider jo ikke begynde at ryge bare fordi her tilfældigvis er mange rygere
Det er bare så mærkeligt, at det pludselig ikke er en fordel at være ikke-ryger
Jeg er helt ærligt ikke overrasket over, at to drenge blev kørt ihjel på H.C. Ørstedvej i fredags.
Jeg kører ofte ad H.C. Ørstedvej - både på cykel og i bil. Når jeg kører på cykel er jeg skidebange for at blive kørt ned pga manglende plads og manglende cykelsti, og når jeg kører i bil er jeg skidebange for at køre cyklisterne ned. Der er bare så lidt plads og så meget trafik og kaos!
Det kan da godt være, at der vil være lidt mindre handel i gaden, hvis man ikke lige kan parkere på det smalleste stykke af gaden, men hvis man nu kan undgå at unge mennesker bliver kørt ihjel er det så ikke OK?
(Hvor stive har de der vidner der så en sølvgrå taxi som viste sig at være en rød varevogn egentlig været??!)
Som bekendt har jeg væddet med min søster om, hvem af os der kan tabe os mest indtil vi ses igen. Det er gået ret strygende for mit vedkommende, men som enhver ved passer slankekure og alkohol jo sammen som Nutella og remolade, som fridag og regnvejr, som nonner og sex, OK you get the picture. Og alkolhol skulle der til i lørdags.
Jeg forsøgte at kompensere ved at lave meget slankende mad og sammen med Heidi eksperimenterede jeg med om man kunne lave Caipirinhas med sødetabletter (det kan man godt, men det smager ikke særlig godt. Er dog ikke sikker på, at det nødvendigvis skyldes sødetabletterne. Tror godt det kan være cachaca'ens skyld)
Nå, men lige meget hjalp det. Efter at have ligget brak i går (og kun spist en minimal mængde junkfood og sodavand) er jeg tilbage til vægtudgangspunktet.
Som tidligere nævnt er jeg nok nødt til at have mig en sort Audi A6 på et tidspunkt, og jeg er åbenbart så sikker på det fremtidige ejerskab af sådan en, at det allerede er implementeret i min underbevidsthed.
Således drømte jeg i nat, at jeg talte i telefon med en ekskæreste (hjemme i mine forældres stue mens vi var ved at drikke kaffe men det er en helt anden historie) om nogle småting og jeg overvejede stærkt lige at indskyde en bemærkning om min Audi A6 (velvidende, at han er typen der læser bilblade på toilettet og selv drømmer om at eje en Audi men foreløbig kun er nået til en VW Golf)
Det er meget godt set af min underbevidsthed, at ejerskabet af en Audi A6 faktisk også vil medføre den bonus, at jeg - bogstavelig talt - kan give eks-kærester osv totalt baghjul.
Når man har involveret sig i sådan noget netdating, så er man nødt til at svare på alle mulige spørgsmål som feks Hvad drømmer du om? Lige i første omgang syntes jeg ikke lige, at det var til at svare på. Jeg drømmer jo ikke; jeg sætter mig mål og lægger planer. Drømme er for folk der ikke handler og som aldrig opnår de ting de drømmer om. Sådan er det i hvert fald inde i mit hoved.
Da jeg havde tænkt meget længe nåede jeg frem til, at jeg måske nok alligevel drømmer lidt. Feks drømmer jeg om at bo i New York. (Og eftersom jeg ikke bor der endnu så kan det i min termonologi klassificeres som en drøm)
Men jeg kom også til at tænke over mål og manifestationer af, at man har opnået sine mål. På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg på et tidspunkt skulle have et Hermès armbånd i emalje. Dengang var sådan et armbånd en ting der ville svie ganske alvorligt i privatøkonomien, men for nylig gik det op for mig, at jeg jo bare kunne købe mig sådan et Hermès armbånd, hvis jeg ville.* Det var jo egentlig ikke dyrere end mange andre ting jeg har investeret i på det sidste. Og i den erkendelse forsvinder jo egentlig også værdien af et Hermès armbånd som fysisk manifestation.
Hvor mit kontor befinder sig er der mange lækre biler, og jeg besluttede mig i dag for, at næste manifestation af, hvad jeg har opnået skal være en stor, sort, potent Audi A6 med en motor på mindst 2 l. Horisonten hedder 2-3 år. Så ved I det!
(Jeg talte i dag med en veninde som ikke vil stryge sin kærestes tøj fordi det for hende er det samme som at ryge lukt ned i husmoderligheden, og man kan måske spørge sig selv, hvad strygning og husmoderlighed egentlig har at gøre med biler og mål og drømme. Det har det at gøre med hinanden, at hvor nogle mennesker forsvarer sig mod vampyrer med kors**, så vil jeg forsvare mig mod husmoderligheden med en Audi A6)
*Men det ville jeg ikke. De armbåndsdesign jeg var forelsket i dengang findes ikke længere og jeg er ikke så imponeret over de Hermès armbånd der sælges nu.
**OK ikke verdens bedste eksempel, men det var det, jeg så for mig
Jeg skulle til møde i et af firmaets andre kontorer i dag. Hele vejen derhen blev jeg underholdt af taxichaufføren om, hvad ansatte i sådan en finansiel virksomhed som min burde lave. Chaufføren var englænder og - sagde han - havde mere viden om finansmarkederne og finansielle produkter i sin lillefinger end alle vi unge mennesker havde i det hele taget!
Yes, yes, sagde jeg og tænkte, at hvis landet virkelig lå sådan så kørte han sgu da nok ikke taxi.
På det andet kontor var ham jeg skulle tale med ikke umiddelbart på sin plads men en anden fyr kom og præsenterede sig. Han var nærmest helt dækket af plaster i ansigtet og jeg spekulerede over, om han havde fået lavet et nose job eller hvad. Helt af sig selv begyndte han så at fortælle, at han så sådan ud fordi han var blevet slået ned i weekenden.
Du godeste! sagde jeg. Hvordan dog det? Og så fortalte han, hvordan han havde været henne på et kollegium i lørdags og hente en pige. Hun skulle dog først lige have nogle ting på et værelse (som ikke var hendes hvorfor det var sådan melder historien ikke noget om) og så kom de lige til at gå i gang med at lave den dyre, og midt i det hele ville ejeren af værelset ind på sit værelse og bankede på.
Det varede lidt før de kunne åbne døren, fordi de lige skulle have tøj på, og idet de åbner døren knalder ejeren af værelset så min kollega i hovedet med en flaske eller noget, og han løber så hen på et køkken. Han sender så bud efter sin far der kommer og syr ham (hvorfra jeg konkluderede, at faren nok var læge - eller det må man da i hvert fald håbe) Der kommer politi så og han kommer på skadestue og alting, men han ved ikke hvorfor ham ejeren af værelset begyndte at slå på ham.
For mig havde det egentlig været rigeligt, hvis han bare havde sagt, at han var blevet slået ned til en fest af en fuld idiot, men i stedet blev jeg så tilbud kaffe og kage (det er ikke løgn) og fik hele historien. Det minder om da min veninde mødte en meget perifær bekendt fra studietiden som 2½ minut inde i samtalen fortalte, at han og hans kæreste var i fertilitetsbehandling.
Det upraktiske ved internettet er, at selvom man smider eks-kæresters telefonnumre og mailadresser og alting væk og sletter dem med for-evigt-slettet-sletning fra sin hjerne, så kan man alligevel så let som ingenting opspore dem og stalke dem på nettet.
Man kan følge med i hvad de laver på Facebook og man kan se, at de hele tiden retter deres profil på netdatingsite (det godter man sig måske lidt over, da det jo indikerer, at der ikke lige går så mange damer i nettet som eks-kæresterne måske godt kunne tænke sig) og se om de bliver forfremmede på LinkedIn og jeg ved ikke hvad.
Hvad man måske ikke skal tænke så meget over er, at alle mulige og umulige mennesker jo sådan set også kan stalke en selv og se ens fotos af jul med familien og veninde-tur til New York og jeg ved ikke hvad, og hvis man i et svagt øjeblik har fortalt dem om ens blog med japansk-klingende navn, så kan de jo ved gud også følge med i alt det man skriver.
Jeg har lavet et væddemål med min søster om vægttab. I al sin enkelhed går det ud på, at vi vejede os sammen i mandags før jeg tog på arbejde og hun tog tilbage til Japan. Den af os der har tabt sig mest når vi ses igen har vundet.
Jeg elsker chips og pariserlinser og is og flødeboller og små Toms skilpadder og tivolistænger og ostepops og kager og Baci og chokofanter og Jelly Beans og sally soft og peanut kugler og Ferrero Rocher og labre larver og marcipan og griller og røde hunde og Reese's Peanut Buttercups og elefant fødder og ischokolade og heksehyl og karameller og tomato frites osv osv
Men det er jo ikke smart at fylde sig med den slags, hvis man vil tabe sig, så jeg har taget en kold tyrker. På det seneste har den dårlige vane med at spise chips og slik desværre været tiltagende, så jeg gik cold turkey.
Det viste sig at være nemmere end jeg lige havde troet. For åbenbart er jeg mere kompetitiv end jeg er afhængig af slik og chips. Så for mig fungerer det at tænke at jeg vil vinde konkurrencen hver gang jeg får lyst til at spise noget usundt.
Hvilke behov har man egentlig mest brug for at få stillet efter at et forhold er sluttet? Er det de ting man savnede i løbet af forholdet eller er det de savn der opstod da forholdet sluttede?
Da jeg var ung og Take That-feberen var på sit højeste var jeg A L T for sej til at kunne lide dem. Jeg var sgudda ikke sådan en poptøs der faldt i svime over boybands eller noget. (Der er faktisk også kun én sang fra Take That jeg rigtig har kunne lide)
Jeg har heller ikke været så imponeret over det der Vi-har-søreme-brugt-alle-vores-boyband-penge-på-damer-og-hurtige-biler-så-skal-vi-ikke-lige-finde-sammen-igen-og-tjene-lidt-håndører-på-den-gamle-gennemtestede-model-move (og derfor kommer dette indlæg måske egentlig også et par postgange for sent)
De sidste par dage har jeg hørt en rigtig god sang i radioen som til min store overraskelse blev udført af Take That. Hvad kan man sige? Det er åbenbart ikke for sent at blive boyband groupie (eller i hvert fald at downloade en boyband sang)
Min veninde og jeg kom i går til at tale om omklædningsadfærd, og jeg må indrømme, at jeg er helt på bar bund mht hvordan mænd opfører sig når de er i omklædningsrum med andre (fremmede) mænd. Men min veninde har hørt, at mænd kun i meget lille grad svanser nøgne rundt i omklædningsrummet. Man(d) er åbenbart meget hurtig med lige at svinge et håndklæde omkring hoften, når man skal bevæge sig rundt.
Det kom bag på mig. Jeg synes generelt mænd er meget glade for at være nøgne (og kan finde på at spørge, om det nu virkelig er nødvendig at tage noget tøj på, når de skal stå på altanen og ryge - og det E R det!) og fare rundt uden tøj på.
Er der virkelig så stor forskel på adfærd i omklædningsrum og kvinder lejligheder? Og skyldes blufærdigheden noget homofobi i retning af, at man er bange for at de andre mænd skal tro, at man er bøsse men man også er lidt bange for, at de potentielle bøsser skal glo?
En gang i mellem når jeg tænker tilbage på samtaler jeg har haft når jeg har været på bar eller efter jeg har forladt barer, så spekulerer jeg over, hvordan jeg har kunne være så ekstremt fladpandet idiotisk i lige den situation.
Og vi snakker ikke bare om evnen til at træffe fornuftige beslutninger; vi taler hele sprog (feks italiensk som jeg pludselig ikke kunne huske ét ord af selvom jeg trods alt har boet der ½ år) der forsvinder, viden som jeg V E D at jeg ved som jeg så pludselig ikke ved alligevel osv osv.
Normalt har jeg rimeligt med lys i pæren (OK ikke så jeg har fundet bevis for, at ham Einstein var helt skævt på den eller opfundet et ormehul IRL eller noget, men relativt snu) men ind i mellem når jeg går i byen reduceres min IQ med - regner jeg med - op til 75%.
Jeg synes, det er misvisende, at de der frugt/gran/blomster/røg-smagende flydende tingester kaldes drinks. For godt nok kan de da drikkes, men det er jo ikke det de P R I M Æ R T gør.
Alle der er for at drinks omdøbes til IQ Reducers rækker hånden i vejret! (eller skal vi tage afstemningen igen i weekenden?)
Der bliver ikke skrevet meget på bloggen for tiden. Årsagen hedder naturligvis nyt arbejde og modvirker blogskrivning dels ved at jeg gerne vil fremstå som den flittige og ihærdige medarbejder og dels fordi jeg faktisk har en del at lave. Det er jo lidt usædvanligt på spritnyt arbejde, men jeg skal sætte mig ind i en masse produkter og skabe et netværk, så det gør jeg.
Jeg tænkte i torsdags, at jeg ikke har fortrudt at jeg skiftede job. Der var nogle ting ved det tidligere firma som jeg ikke mente var effektivt eller fornuftigt. Mere præcist syntes jeg ikke virksomheden var kommerciel (altså opmærksom på kunderne og proaktiv overfor dem) nok eller forudseende nok i forhold til fremtiden. Og det hele gik så trægt.
Jeg havde nogle tanker og idéer om, hvad fremtiden vil bringe som jeg forsøgte at gøre folk opmærksomme på, men det var som om det ikke var relevant fordi det jo var langt ude i fremtiden. Nogle af disse idéer har jeg fundet i nyt firmas strategi for de næste 3 år.
Mht trægheden ser det ikke ud til at være noget der præger den nye virksomhed. Muligvis er problemet her snarere, at alle løber med alle idéer, så det måske ville være klogt at prioritere dem og fokusere mere på nogle frem for andre.
Men for nu at bruge et fortærsket reklame udtryk, så lader det her til at være en win-win situation.
I går var jeg lidt fornærmet over udbuddet* af mænd for tiden. Det var ærlig talt ikke ret mange passende mænd verden præsenterede for mig!
Nå, men det var i går.
I dag har jeg nok kunne løfte mig lidt mere fra første-dag-på-kontoret-og-hvad-faen-er-det-de-hedder-dem-der-og hvor-er-toilettet-og-skal-man-nu-bruge-adgangskort-for-at-komme-ind-på-kontoret-tågen og jeg har opdaget, at der faktisk er en del pæne og velklædte mænd på mit kontor som ikke engang ser ud til at være meget yngre end mig.
(Så er spørgsmålet jo bare lige hvor mange af dem der er singler - og her har jeg ikke store forhåbninger)
*Er det egentlig udbuddet eller udbudet? Hvis man tjekker det på Google er der ikke voldsom stor forskel på antallet af det ene og det andet og man kan heller ikke tolke noget fra de sider der bruger den ene eller den anden form.
Det synes mig, at der er lidt mangel på passende mænd for tiden. Dem der ser fine ud på papiret viser sig at være sådan nogle feminine Katrinemænd som man ikke har det fjerneste lyst til at være nogen form for kæreste med.
Dem der derimod er lækre viser sig at være af den totalt upassende slags som har gået flere klasser under en i folkeskolen - og åbenbart er jeg blevet så gammel, at jeg er blevet senil. Jeg kunne nemlig ikke huske at have mødt ham (ikke Jannick men den anden) men han kunne til gengæld godt huske mig. (Og her vil jeg i øvrigt gerne fremføre en teori om, at når mænd er de yngste og er tilstrækkeligt pæne, så kompenserer det væsentligt for aldersforskellen)
