Disse billeder er også tyvhapset fra Berlinerklamottens hjemmeside og meget fine. De er også et godt eksempel på, at trenden indenfor modefotos ændrer sig.

Jeg kan huske, at jeg i midtfirserne var ret fascineret af et modefoto af en flok børn - alle i forskellige varianter af khaki-farvet tøj, da det grundlæggende var det, der skulle sælges - i en grusgrav eller noget. En af dem peger på noget udenfor billedet som beskueren ikke kan se, og alle børnene kigger i den retning med udtryk i ansigtet som om det, de kigger på er landingen af et rumskib (eller noget andet awe stricking)

I halvfemserne blev modefotos mere lige-op-og-ned studie fotos, hvor modellen stod i et bart rum og kiggede ind i kameraet så man nemt kunne se tøjet.

Og nu er vi så kommet tilbage til den mere action-prægede form for modefotos

Mon ikke lige jeg på et tidspunkt svinger forbi Berlinerklamotten og tjekker deres ting ud?

Jeg tror, jeg i skrivende stund har 4 veninder der er gravide. Der kan godt være nogle der holder det lidt hemmeligt og så kan det faktisk godt være, at jeg har glemt nogle graviditeter (husker jo veninderne, ikke deres graviditeter).

En af de gravide veninder har lige sendt mig en mail. Det har været temmeligt besværligt* (for ikke at sige teknisk) for hende og hendes kæreste at blive gravide, så hun er forståeligt meget lykkelig over, at det nu er lykkedes. Og meget optaget af det - omend det naturligvis er nogle andre ting hun er optaget af nu, hvor hun ER gravid i forhold til da de forsøgte at blive det.

Som veninde prøver jeg at være lyttende og forstående og stille de rigtige spørgsmål, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg nok ikke trangen til at blive gravid og få børn og glæden ved at være gravid. Det er ikke fordi jeg har noget imod børn og graviditet og jeg er da glad på andre menneskers vegne, når det de gerne vil lykkes.

Jeg tænker, at det måske bedst kan forklares som hvis det var et sprog man ikke forstår. Man kan på tonen godt fornemme om folk er glade eller vrede eller kede af det, men den underliggende forklaring forstår man ikke helt.

(Det er desværre ikke fordi det her er et nyt tema for mig. Jeg undrede mig lidt over den manglende trang for 2 år siden og håbede eller regnede med, at det nok skulle komme på et tidspunkt. Tjaeh bum bum...)

*Og umiddelbart har jeg det sådan, at hvis jeg prøvede at blive gravid og det var så besværligt, så ville jeg nok have droppet det for længe siden.

Jeg ser ikke Robinson Ekspeditionen (og hvis jeg gjorde ville jeg ikke indrømme det), men jeg kommer ind i mellem forbi på kanalrundfart, og så kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan alle ekspedionsmedlemmerne åbenbart er blevet enige om, at bandana, tatoos og muslingeskal i lædersnor om halsen er det eneste rigtige.

Er det en trend der har grebet om sig, så man ikke er rigtig Robinson-agtig, hvis man ikke ser sådan ud? Eller er det fordi de superkeder sig på de der øer og det eneste de kan finde på at lave er perlekæder til sig selv?

Det engelske udtryk Put your money where your mouth is er et af mine yndlings. Man kan sige, at det er finansverdenens version af He's just not that into you, og det indikerer - hvad jeg er meget enig i - at man bør kigge på folks handlinger mere end det de evt siger (eller det man selv siger)

Finanskrise osv betyder, at jeg nu er in between jobs. I praksis betyder det fritstilling og at jeg fra onsdag ændrer jobsøgningslocation til Berlin. Så intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jeg har i øvrigt overvejet, om jeg skulle referere til min blog i ansøgning om meget seriøs stilling, hvor kommunikation ligger i jobbeskrivelsen, men jeg har besluttet mig for ikke at gøre det. I praksis kan det godt lade sig gøre at adskille den private (og ikke altid lige seriøse) Takashimaya fra den seriøse finanskvinde, men det er ikke sikkert, at man vil have den samme opfattelse, hvis man ikke kender mig og tror man kan skue hunden på hårene.

Desuden besluttede jeg mig for, at hvis jeg er så dygtig og egnet til den stilling som jeg selv tror, så burde jeg kunne sælge mig til den uden at blande min blog ind i det. Så skidt for sig og kanel for sig.

På sidste skoledag i 9. klasse fandt jeg på, at jeg ville skrive en bog (nok a la "Når snerlen blomstrer") som skulle være en beskrivelse af de sidste fantastiske år af min folkeskoletid. Og bogen skulle naturligvis opkaldes efter de røde øjne man havde på sidste skoledag, hvor man var helt ulykkelig over en æra der var slut og angst over, hvad der skulle komme.

Noget mere monumentalt havde jeg svært ved at forestille mig.

Med tiden bliver man jo desværre lidt mere blasert mht de der monumentale følelser. Dagen i dag føles nu alligevel lidt skæbnesvanger (men naturligvis ikke på højder med sidste skoledag i 9. klasse).

Dagen i dag vil efter al sandsynlighed ende med et større blodbad på kontoret i bedste Robinson-Paradise Hotel-stil, USAs største sparekasse er gået ned, USAs folkevalgte kan ikke blive enige om en redningsplan og efterhånden begynder jeg seriæst at tvivle på, at hverken Obama eller McCain kan løfte opgaven når en af dem bliver valgt.

Mænd der siger man er vidunderligt og som vil have 12* børn med en skal ikke være i udlandet når man har haft en skod-agtig dag med fyringsrunder på kontoret, forkølelse og har skændtes / slet ikke kunne trænge igennem til en flok tåber i 3 timer.

Så skal de være i ens lejlighed og stryge en over håret og synes man er sød og spørge om man ikke lige vil have nogle ostepops og den slags!

(Men heldigvis har man jo telefonen - selvom den ikke lige opfylder alle behov)

*Han siger, at tallet vedbliver med at stige til jeg siger ja.

Åbenbart snorker jeg på en sød, piget og engle-agtig måde. Jeg har aldrig hørt om nogen der snorkede på den måde og jeg har en mistanke om, at ham der sagde det ikke er 100% objektiv omkring mit snorkeri

To dage med room mate og så var jeg blevet totalt Vi-person. Vi skal dit og vi skal dat, vi gjorde det og så gjorde vi det osv osv

Det er faktisk rigtig hyggeligt at hænge ud sammen, købe ind, lave mad sammen og sætte os til bords og spise, at passe katten sammen, at snakke, at have morgener sammen, at drille hinanden lidt, at se tv sammen og alt det man gør, når man nu er room mates på kæreste-måden.

Jeg er ikke rigtig neurotisk og har ikke haft det store behov for alene tid. Måske er jeg i virkeligheden slet ikke så besværlig som jeg selv tror eller også er det bare fordi room mate er så utrolig nem og sød og hjælpsom (og spørger, hvad der skal gøres og hvordan) Det er lige før man måske kunne vænne sig til det.

On the downside er så, at jeg ikke får plukket øjenbryn, ikke får taget fodbad, ikke får filet negle og ikke får trænet (og sammen med al vores madlavning er jeg i overhængende fare for at blive kæreste-tyk), men det må vi rette op på når det hele bliver lidt mere hverdagsagtigt.

Jeg faldt i går over et foto af min første kæreste. Han er 3 år ældre end mig og så for 14 år siden nok en anelse mere end 3 år ældre ud end mig. Nu håber jeg virkelig (virkelig, VIRKELIG) det ser ud som om aldersforskellen er større. Jeg var lidt i chok over at se, at han på det der foto nærmere lignede en på 48 end 36.

Chokket var så stort, at jeg var nødt til at hive gamle fotos frem og sammenligne med de nyeste fotos, og man kan da godt se, at der er gået noget tid, men uden at være alt for ukritisk synes jeg årene er gået lettere over mig(men jeg er på den anden side heller ikke gået hen og blevet skaldet eller har taget 20-30 kg på) 

Der er noget ualmindeligt ubehageligt ved at opdage ældningstegn ved ens jævnaldrende eller blot folk man har kendt i mange år. For selvom jeg måske godt kan snyde mig selv og bilde mig selv ind, at jeg ikke har så mange rynker som andre måske har, så er jeg jo stadig lige så gammel (og i øvrigt kan jeg se, at alderen hos mig sætter ind i form af tyngde, så hvis jeg lever længe nok kommer jeg nok til at ligne en hamster)

Det i går igangsatte altså lidt en lettere ekstistentiel søndagskrise, men heldigvis ramler bankerne jo om ørerne på os og så glider den slags kriser lidt i baggrunden. (Hang for nogle uger ud med nogle mennesker der blev ved med at sige Det bliver SÅ slemt i september! SÅ slemt! Det kan der måske være noget om, når Merrill Lynch bliver overtaget og Lehman går ned med en gæld på USD 613 mia og lader til at trække andre med sig)

På tirsdag flytter vildtfremmed mand ind hos mig i 5 dage (OK ikke vildfremmed men sender-blomster-og-siger-han-elsker-mig-fremmed mand*) I princippet jo en dødhyggelig og lige-til-højrebenet idé, når manden ikke altid befinder sig i landet, men i praksis er der jo en række knap så nemme detaljer.

I første runde af erkendelse af praktiske detaljer besluttede jeg mig for at gøre plads i badeværelsesskabet til hans toilettaske og følte mig lidt generøs og forudseende ved det.

Så langt så godt! men så kom jeg til at blive lidt angst ved tanken om at være mandsopdækket 5 dage i træk (og nødplanen om at flygte ud til forældres kat der skal passes for at få lidt alene-tid blev droppet da han foreslog, at det kunne vi da bare gøre sammen). Jeg gik til erkendelse og vi blev enige om, at hvis jeg har behov for at være mærkelig og alene, så fløjter jeg 3 lange og et kort fløjt.

Men selv hvis jeg ikke lige pludselig bliver grebet af uimodståelig trang til at være alene og mærkelig, så er der stadig problematikken om toiletbesøg. Jeg bilder mig ikke ind, at han tror jeg er for prinsesseagtig til toiletbesøg, men én ting er at vide det, en anden ting er selv at opleve relaterede lyde&lugte. For slet ikke at tale om, hvad jeg skal forholde mig til!

Anyway, mere neurotiske folk end mig har overlevet at have overnattende gæster i mere end 5 dage (hvor og også gæsterne har overlevet), så mon ikke det går?

*Og hvis I måske synes det er lidt svært at følge tempoet så er I ikke de eneste.

Jeg læste på en blog (der godt nok sjældent beskæftiger sig med mode men mere med økonomi), at at vi nu er back to black. Muligvis er årsagen det nye buzzword Recession Chic eller måske det bare fordi sort er en praktisk basisfarve i en garderobe.

I hvert fald har nogle kvikke hoveder nu lavet et site udelukkende med sort tøj, BasicallyBlack 

Sidst jeg var i Japan prøvede jeg i skoforretningen Diana i Harajuku nogle meget smarte hvide støvler med åben tå og åben hæl. De havde dem dog ikke helt i min størrelse så jeg besluttede mig for at droppe det. Selvom de var smarte var de ikke ligefrem praktiske.

Siden har jeg grufuldt fortrudt at jeg ikke gjorde lidt mere ud af at finde dem i den rigtige størrelse, for de var altså godt nok smarte.

Jeg tænkte, at man måske kan købe Diana sko og støvler på nettet. Det tror jeg sådan set godt man kan, hvis ens browser kan vise japanske tegn, hvis man kan forstå japansk og man ved, hvilken størrelse man bruger i japanske numre (jeg er personligt en 23,5). Og så skal man jo lige have fragtet sine sko til landet.

Men de har altså nogle fine og sjove ting:

Jeg har aldrig været specielt begejstret for rugbrød. Derfor kom det bag på mig, hvor dejligt smørrebrød kunne smage over en frokost og en pilsner på Café Toldboden, og siden de første par runtenummer i 2002-2003 har jeg været fan.

Ud over at det smager skønt, så er der også noget dejlig autentisk over smørrebrød. Og derfor kommer det slet ikke bag på mig, at smørrebrød nu i Politiken er blevet erklæret moderne (jeg synes jo smørrebrød har været coolt læææænge)

Jeg spiser som regel på

• Aamanns
• I Grøften
• På Cafe Nytorv

Desuden synes jeg også det er meget sjovt hvad The_Royal_cafe har gang i

Hvad er det med mænd og stationcars?

Jeg har altid opfattet det som et sikkert tegn på mandlig skrukhed, når en mand pludselig synes, at en stationcar er det eneste rigtige. Men så siger min søster, at det ikke er korrekt. Sagen er nemlig, at ALLE mænd gerne vil have en stationcar, skrukke eller ej. 

???

Efter en weekend som denne er det oplagt med en lille anekdote om drinks og deres geografiske udbredelse. Det er sådan, at der i Tokyo drikkes U T R O L I G T mange Moscow Mules (vodka, lime og ginger ale), men folk slet ikke kender til dem i New York. I København er der efterhånden steder, hvor de kan bestilles uden, at man skal forklare, hvordan de lavet.

Min veninde der bor i Århus fortalte i lørdags, at man til gengæld kan få Moscow Mules stort set alle steder i Århus, så der er Århus åbenbart helt fremme i stilletten.

Til gengæld er det sådan, hvis man bestiller en frozen strawberry daiquiri, så er folk helt på månen og spørger nysgerrigt hvad det dog er for noget spændende noget. Det kom bag på mig, da jeg egentlig synes frozen strawberry daiquiris er rimelig two-days-ago agtigt.

Tsumori Chisato har nogle ret smarte strømper i sin kollektion som spiller ret flot sammen med resten af tøjet. Og sig mig lige engang: Har man ikke set det første par strømper på Carrie i et afsnit af Sex and the City?

Resten af kollektionen er nu også ret flot

Har man OD'et på shopping når man - idet man skal til at åbne sin hoveddør - griber efter pungen i stedet for nøglerne?

Egentlig synes jeg ikke, jeg har shoppet voldsomt i dag*. Kunne sagtens være blevet ved et par timer endnu, hvilket naturligvis ville være kommet Kbhs butikker til gode. Men sådan skulle det altså ikke være, da vi jo altså har noget der hedder lukkelov**

Så i stedet for at smide nogle kolde kontanter efter mode og moms i DK mister jeg nok enten lysten til at shoppe eller også benytter jeg mig af internettets muligheder for at shoppe udenlands.

Ærgerligt for butikkerne her i byen, men hvad kan man gøre?

*En af de ting jeg shoppede var - hvis jeg nu selv skal sige det - nærmest verdens bedste housewarmingsgave til parret hvor man er ven med manden og gaven derfor ikke skal være alt for fimset og nipset; en vinkøler 

*Jeg havde så ondt af nogle japanere der raskt og målrettet var på vej ind i Illum kl 16:59 - fuldstændig uvidende om, at butikken da ikke har åben til kl 20 eller 22 men at de et minuts tid senere ville blive kylet ud.

(Og det ikke er en eller anden computervirus)

Jeg diskutede de 3 ord i ovenstående kombination med en af mine venner i går. Han mente, at mænd har en anden opfattelse af de 3 ord end kvinder og at mænd raskt væk slynger dem omkring sig, fordi de tror, at det er det, kvinder vil høre. (Men uden de lægger så meget i det som kvinder gør)

Jeg er ikke sikker på, at han har ret i den antagelse. Jeg synes nemlig der er ret mange veninder der synes, at deres kærester er ret så lang tid om at få spyttet de der 3 ord ud. Og desuden er har jeg selv oplevet at få det at vide langt tidligere end jeg nogen sinde havde forventet (og ønsket) det*.

Jeg tror tværtimod næsten de 3 ord betyder mere for mænd end for kvinder. I bund og grund tror jeg nemlig, at mænd er mere romantisk romantiske end kvinder

*Hvis der går for kort tid inden de 3 ord bliver sagt synes jeg også værdien af dem bliver devalueret en lille smule. Og hvis man siger det efter en måned, hvad skal man så sige efter 1 år?

I 1995 købte jeg min første håndtaske* i Italien. Den gang brugte man ikke rigtig det med håndtasker med mindre man var over 75. Men denne her måtte jeg bare eje! Blank sort og hvid Max & Co taske som de følgende år - indtil den desværre blev slidt op - nærmest var limet til mig.

Stor var gensynsglæden derfor, da jeg sidste december i Paris opdagede en Max & Co butik. Og hvor var det dog nogle fine ting, de havde. Også deres nuværende kollektion er fin - især er jeg vild med overtøjet.

Men de har også nogle fine safari-ting (hvem kan leve uden mindst en 3-4 safari outfits?) og kjoler

Desværre er jeg ret sikker på, at man ikke kan købe Max & Co i Danmark (til gengæld er det ret udbredt i Japan, hvor priserne så er skyhøje sammenlignet med i Europa), så enten må jeg et smut til Frankrig, Italien eller Tyskland eller også må jeg nøjes med at drømme.

Mens jeg sad og fedtede med de her Max & Co fotos kom jeg i tanke om, at man da nok godt kunne kombinere sidste års Max & Co pailletjakke med dette års højtaljede kassebukser. Det kom der dette ud af:

*Som faktisk også var en rygsæk

Hvis man ved en fejltagelse kommer til at se Ally McBeal i tv, kan man (gen)se, hvor gigantisk stort et issue det var for hende at fylde 30. Og ikke mindst at være single og i 30'erne, hvilket jo er et tema der er brugt i ret stort omfang.

Når jeg tænker på mit liv i en kærlighedskontext, så vinder 30'erne altså K L A R T over 20'erne. På visse områder var jeg pænere, da jeg var i 20'erne (det er som om mine kinder hænger lidt mere nu*) men jeg har da scoret langt pænere mænd i 30'erne end jeg gjorde i 20'erne.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, at jeg måske er blevet mindre kræsen med alderen, men jeg synes altså der er langt flere og meget mere spændende potentielle mænd nu end tidligere (og man skulle jo faktisk tro, at en del var optaget så der var tyndet kraftigt ud i udvalget)

Så konklusionen er altså, at man intet har at frygte, hvis man står over for 30'erne (og man skal da være ualmindelig tungsindig hvis man synes alternativet frem for at løbe ind i 30'erne er at foretrække)

*Uden at folk dog skal tro, at jeg ligner en Bassethund

Min veninde og jeg var i vores sene teenageår helt utroligt, hjertebankende forelskede i de to ungersvende, Morten og Jacob. Og det var lige før, at jo mere vi talte om dem nede i mit kælderværelse, jo mere forelskede blev vi i dem

Jeg dater for tiden en mand, hvor kærlighedserklæringerne sidder ret løst. Meget løst*. Han sidder på et kontor sammen med kollega og ven som just har friet til sin kæreste efter 4 måneder. Og så er det jeg spekulerer på, om de to mænd sidder og smitter hinanden med forelskelse - som min veninde og jeg gjorde - indtil de begge er helt kærlighedsbimsede.

*Til tider angstprovokerende løst