11. nov 2008 11:08, Takashimaya
Børsen har fanget det der med, at blogs åbenbart er hot, så derfor har de sat alle mulige mennesker til at nedfælde tanker om forskellige ting. Spændende og interessant.
I dag skriver Per H Hansen om Kasinokapitalisme, som er at handle finansielle produkter med en meget kort horisont, og hvor man bla også kan shorte - dvs spekulere i, at aktiekurserne falder (hvis man køber en aktie rent fysisk får man kun* gevinst hvis den stiger) - hvilket er noget hedgefonde gør det meget i, og som flere steder i verden midlertidigt(?) er forbudt for finansielle aktier.
Det lader ikke til, at Per H Hansen er meget for det der Kasinokapitalisme (hvilket på nuværende tidspunkt nok også er en populær holdning). Han er i stedet fortaler for, at man i højere grad skal "...sikre finansiering til den øvrige del af erhvervslivet, til entrepreneuren med den gode og innovative idé, eller til virksomheden med gang i hjulene og behov for at ekspandere."
Det kan jeg da også godt delvis være enig med ham i, men når Kasinokapitalismen er blevet så populær indenfor de sidste par år så skyldes det måske, at venturekapital i slutningen af sidste årtusind og begyndelsen af dette var rigtig smart og mange mennesker forsøgte at investere i den gode idé og det lange seje træk og mange kom rigtig galt afsted.
Der er også det ikke uvæsentlige faktum, at dem der handler fra dag til dag skaber likviditet i markedet, og uden dem ville den langsigtede investor måske ikke kunne komme af med sine investeringer på det tidspunkt han eller hun vil.
Jeg tror på, at et effektivt finansielt marked består af begge typer spillere, og selvom en handelfacon pludselig er meget moderne, så forsvinder den anden type jo ikke fuldstændigt.
*Og naturligvis får man udbytte, hvis det går godt med virksomheden