Jeg har virkelig mange veninder der har været lidt kede af deres job men har sagt noget i stil med: Men de har en god barselsordning, så jeg får lige nogle unger her og så skrider jeg. (Jeg har så en mistanke om, at den holdning har en lidt trist effekt på ligestillingen. For hvis man i forvejen er træt af sit job, så gider man da ikke slås med sin mand om, at han skal tage halvdelen af barslen)

Men jeg spekulerer også lidt på, hvad der egentlig kommer først. Er det Jeg vil supergerne have børn lige med det samme og så kan man jo være nødt til at blive i sit kedelige job trods frustrationer og kedsomhed eller er det Jeg er sur og frustreret over mit job, så gid jeg var gravid, så jeg kunne tjekke ud fra det her job!

På den anden side kan det godt virke lidt som en overreaktion, hvis man sætter børn i verden fordi man er sur på sin chef og synes man får for lidt i løn. (Lidt som da jeg foreslog Champy-boy at vi kunne gifte os, så min veninde og hans lidt perifære - men ret pæne - ven kunne sidde ved siden af hinanden og helt sikkert blive dybt forelskede)

Hvor stor en madnørd kan man blive, når et af ens største ønsker* på efterårstur til NYC er at komme på Chelsea Market / MePa madvandringsturen med www.foodsofny.com? (I virkeligheden ville jeg også meget gerne på Central Village og Greenwich Village touren samt på japansk tating event, men jeg tror jeg må nøjes med en enkelt aktivitet, hvis jeg skal have Champagneboy med på det**)

Ja, det skulle da lige være, hvis man er typen der tager fotos af grønsagsopstillingen i WholeFoods på Houston St. som jeg gjorde i maj

På den anden side skal man jo foretage sig et eller andet når man er i NY (og de største seværdigheder har jeg set)

*Bortset lige fra at komme i Bloomingdales eller Seven for at se på den der leopardkjole

**Men faktisk kan det være, jeg bliver sendt overthere endnu en gang i løbet af efteråret med arbejdet, og så kunne man jo måske snuppe et par ekstra madvandringer

Ind i mellem kan jeg ikke forstå, at man kan arbejde så meget eller at det kan forventes, at man arbejder så meget som man gør.

De fleste dage i denne uge har jeg fra kl 9 til 17 skulle være til stede i 2-3-4 møder på én gang. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, så det er noget med at sparke møde i gang, komme med input og videre. Eller komme blæsende ind i et møde og lige kommandere/opsummere/inputte og så videre.

Det giver lidt sved på panden og man kan faktisk godt være lidt træt efter sådan en dag, men det er jo så på det tidspunkt man skal sætte sig ind i de forskellige ting og evt producere lidt. Det betyder jo så, at man får nogle meget lange dage (og grunden til at jeg kan bruge 5 minutter på bloggen er da også, at dagens første møde var telefonmøde med en flok kinesere kl 6:30)

Egentlig kan jeg jo meget godt lide det, men ind i mellem bliver jeg lidt træt. Og ind i mellem spekulerer jeg på, om folk arbejdede lige så meget før i tiden. Men det kan de vel ikke have gjort. BlackBerrys og trådløse netværk betyder jo, at man - i en grad som man ikke tidligere var så meget som i nærheden af - kan være flere steder på en gang (eller være til stede uden at være til stede) 

Hvad har arbejdets kantine og Danmarks tv-kanaler til fælles?

De har en rigtig uheldig tendens til at knalde alt det gode af på én dag, så alle andre dage bare er de rene ørkenvandringer.

Hvorfor er det feks, at det altid er om torsdagen - hvor der i forvejen er kage - at der er roastbeef, laks med sesamfrø og avocadosalat på menuen i kantinen? På kagedage kunne man jo godt nøjes med en makrelmad, og det ville være så dejligt, hvis det ikke var så trist alle de andre dage.

Det samme med tv. Det er så sjældent, der er noget rigtig lækkert og dejligt i fjernsynet. Efterhånden gider jeg næsten kun se tv søndag og mandag aften (hvor der er Gossip Girl og Medical Night*), og det er jo faktisk ikke altid at resten af ens liv tillader en at være hjemme foran fjerneren de aftener.

(Men har til min glæde lige opdaget, at Smagsdommerne vist langt om længe er færdige med at holde sommerferie)

*Yes! Jeg ser kun trashy tv (bortset fra nyhederne, men de er jo sådan set også ret trashy ind i mellem)

Jeg hørte i lørdags, at amerikanerne - samtidig med, at de går rigtig meget op i det der religion - også er meget pragmatiske omkring det. Således er det ikke usædvanligt, at man vælger trosretning efter hvilken kirke der har de bedste parkeringsforhold.

I lørdags hørte jeg også en danske folkekirkepræst sige, at en af grundstenene i kristendommen var tilgivelse; både at give den såvel som at modtage den, så man kunne frigøre sig fra sin synd. Det syntes jeg var meget rigtigt

MEN på et tidspunkt var der også en populær kogebog der hed noget med, at Man kan altid skrifte bagefter, hvor moralen vist var, at det ikke gjorde så meget at synde, for man kunne bare skrifte og sige nogle Ave Maria'er og så var det det. Det kunne jeg også meget vel se logikken i.

Henover sommeren har jeg gået og bøvlet med en rigtig dum sag. Det er mig der har kvajet mig, og det ved jeg godt. Hvis nogen havde været lige så tåbelig som mig, så var jeg nok blevet ret så sur og gal i skralden. Men jeg havde ladet være med at blande penge ind i det, fordi jeg ville mene, at det kom til at mudre hele affæren.

Da der kom et pengekrav i forbindelse med min fejltagelse (som i øvrigt var foretaget i god tro) følte jeg 1. at det måske nok mest var en bøde og at jeg ikke helt var tilgivet (som i den danske folkekirke) men at jeg ville kunne betale bod (som i den katolske kirke) og så ville det være i orden og 2. at det var overordentligt småligt af pengekræverne.

Jeg var rimelig meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, så i meget lang tid foretog jeg mig intet ud over ind i mellem at diskutere den med udenforstående.

Modsat hvad mange af de udenforstående mente endte jeg med at betale. Jeg er faktisk stadig ikke helt sikker på, at jeg synes det er rimeligt (og at jeg ikke synes, at det lidt kommer til at virke som om jeg erkender mig skyldig i noget, hvor jeg altså var i god tro), men i det mindste er der nu lagt låg på og jeg kan lægge det bag mig.

Så her kan man sige, at bodsmetoden fungerer bedst (omend man kan sige, at hvis jeg nu bare var blevet tilgivet, så havde den danske folkekirke-metode nok virket lige så godt). Desuden er der jo nu kommet smålighedsaspektet ind i det hele som jeg nu står til at skulle tilgive.

Jeg skal indenfor den nærmeste fremtid købe gaver til 3 forskellige babyer. Jeg tænkte, at sådan nogle spædbørn vel er rimelig standard med rimelig standard behov (går ud fra, at en 3-måneders ikke er totalt grunge-type eller af princip aldrig går i lilla eller har en holdning til Lego vs. Playmobil), så det er 3 fluer med et smæk når jeg skal købe gave.

Nu er sagen så bare, at de 3 babyers forældre har nogle meget forskellige ønskelister, og tilsyneladende er der ingen sammenfald mellem ønsker. Jeg overvejede, om det var fordi man blev meget ortodoks når det gælder ønsker til sine børn eller om det er et spørgsmål om trends eller hvad.

Men i virkeligheden handler det jo bare om, at de 3 forældrepar er meget forskellige og ingen af dem er særlig standard og dermed har de naturligvis også forskellige ønsker til deres børn.

Da jeg i mine tidlige teenageår ude i noget forstad var det som om man aldrig rigtig kom til den helt rigtige fest, hvor alle de lækre var og det hele bare skete. Det var mere noget med, at så sad man endnu engang og gloede på de sædvanlige fra klassen. Og hvis man så endelig VAR der hvor det skete, så var det som om man ikke helt talte med de lækreste og sjoveste.*

Kors! Hvor har jeg trampet rundt på mange villaveje og ledt efter den helt rigtige fest eller til fester suset rundt og ledt efter folk.

Da jeg blev lidt ældre fandt jeg ud af, at det måske også var noget med en selv. At måske kunne man selv starte festen så man altid var til den fedeste fest og måske kunne man få det bedste ud af de mennesker der nu var til stede.

Da jeg i aften cyklede hjem fra en veninde tænkte jeg på, at det jo også hjalp gevaldigt på det der med at være, hvor det sker, da jeg flyttede til Kbh. Jeg var bare så glad over at cykle gennem byen og være, hvor der var liv og leben. Da jeg kom forbi Jægersborggade og Kronborggade og Hørsholmsgade som alle var spærrede og der var masser af politi burde jeg måske være blevet meget forskrækket, men et eller andet sted var jeg jo også meget godt tilfreds med at være, hvor det skete (men jeg cyklede altså videre. Ikke noget med at stille sig op og glo)

*Måske havde det også lidt at gøre med, at det først var i 1.g det lykkedes mig at hælde så meget alkohol i mig - uden straks at kaste det hele op igen - at jeg kunne blive lidt fuld

Jeg kan godt være tilbøjelig til at lade mig irritere over visse andre mennesker og især arbejdspladser er altså gode til at huse irriterende mennesker (jeg bliver pludselig bekymret for, om jeg måske nærmest udser mig mennesker på min arbejdsplads som jeg ville kunne gøre til objekter for min irritation, men det tror jeg nu ikke)

Min chef lader sig tilsyneladende ikke gå på af ret meget; Han er altid glad og selvom han godt kan se folks svagheder griner han tilsyneladende bare af dem (på en venlig måde)

På hjemvejen fra arbejdet i dag tænkte jeg, at det egentlig var en ret god approach, så det vil jeg forsøge mig med. Jeg er sikker på, at det bliver temmelig svært (da jeg trods alt har nogen-og-tredve års erfaring med den anden metode)

(Og hvis det virker mht dem jeg arbejder sammen med kan det jo næsten ligefrem være det også kan bruges på folk i privatlivet - hvis der skulle være nogen der jeg kan irriteres over)

Ind i mellem kan jeg bare mærke helt ind i knoglerne, at jeg befinder mig på det forkerte sted. I dag har jeg feks en helt krystalklar fornemmelse af, at jeg burde være i San Francisco i stedet for at være på kontoret.

Er der noget som ting man virkelig gerne vil have fingrene i men ikke umiddelbart kan få fat i?

Da jeg var på sommerferie så jeg en fantastisk kjole fra JC de Castelbajac i et blad. Desværre var lige præcis JC de Castelbajac sprunget over i Kundeservice bagerst i bladet.

Med hjælp fra DK kom det frem, at den nærmeste forhandler af JC de Castelbajac var i Monaco. En telefonsamtale med dem afslørede, at de ville få kjolen i grøn, rød og sort men uvist hvornår, blot senest i slutningen af august.

Så vidt jeg kan se er det ikke til at købe hans tøj på nogle af de kendte net-butikker, så der er nok ikke andet at gøre end at tage til New York, Paris eller London!

Jeg havde også en meget stor udfordring mht at få fat i den meget omtalte bog Hypnotisøren af Lars Kepler. Den er ikke oversat til dansk endnu, så det lod ikke til, at de danske boghandlere havde den. Efter jeg forsøgte at søge på det lidt mere svenske Hypnotisören var det straks en helt anden sag!

Jeg var til middag i går med 2 spædbørn og 8 kvinder, hvoraf de 3 var højgravide og i alt ville kunne mønstre (minus de børn der stadig var i maverne) 12 børn.

De var alle lidt bekymrede for, om det ville være for meget for mig (som ikke har børn) med al den snak om ammehjerne og bleer osv osv. Det var ikke noget problem.

Sagen er jo nok, at hvis man ikke interesserer sig meget intenst for et emne, så er det faktisk muligt at høre nogenlunde efter samtidig med at man tænker på billige flybilletter til NYC, på forhandlinger på arbejdet, på at man skal sætte vand over til the osv osv.

I januar i 20 graders kulde faldt jeg over en ildelugtende 60'er kjole i en vintage butik i Berlin. Efter en gang grundig rens kan den godt bruges, og så er det jo tilmed meget sjovt at se, at den har visse ligheder med en kjole der optræder i Gossip Girl.

Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i cykelafstand af mit hjem. Det har den praktiske betydning, at man kan få motion og frisk luft samtidig med, at man transporterer sig selv til arbejde. Da telefonering harmonerer dårligt med cykling og jeg i øvrigt oftest hører iPod er jeg som regel fredet fra kontakt med arbejdet, når jeg cykler.

Desværre har jeg de sidste 8 måneder arbejdet så langt pokker i vold, at jeg har været nødt til at køre i bil. Og på en eller anden måde har jeg en fornemmelse af, at det begrænser den mentale båndbredde. Jeg får ikke blæst unødvendige tanker væk og udsigten fra bilruden (træer og andre biler) inspirerer ikke (heller ikke til nye blogindlæg). Desuden er jeg ikke fredet fra kontakt med kontoret, så ofte er transport lig med at være på kontoret.

Det er meget muligt, at motion som ikke har noget at gøre med tranport ville kunne udføre samme trick som transportcyklingen, men lange arbejdsdage og bilkørsel til og fra langt pokker i vold giver desværre ikke meget fritid til motion. 

Hvad er det med mænd og tekst-tv?!

For mig er tekst-tv forløberen for internettet som man brugte tilbage i 80'erne og som man muligvis til nød kunne benytte sig af nu, hvis man virkelig ikke havde adgang til internet eller aviser. Og så måske lige til at se tv-programmerne, men ellers ikke.

Men sådan ser Champagneboy (og andre mænd har det på samme måde, har jeg bemærket)det slet ikke. En hyggestund kan for ham snildt være en time på sofaen, hvor han surfer (gør man også det på tekst-tv?) tekst-tv på danske, tyske, svenske og engelske kanaler.

Selv mener han, at det er fordi han er en nyhedsjunkie, men man kan jo lige så godt søge nyheder på internettet! Så jeg forstår altså egentlig ikke, hvad attraktionen er ved det!