I starten af december drømte jeg om flere måneders sne og frost og kulde så jeg kunne stå på langrendsski rundt i landet. Det er dog kun blevet til en enkelt tur, hvilket nok primært skyldes dovenskab fra min side.

Vinteren har været over os nogle måneder nu, og jeg burde måske være træt af vejret, men det er jeg altså ikke. Jeg kan heller ikke helt forstå, at folk brokker sig så meget over sneen og kulden. Selvfølgelig besværliggør det da en masse ting, men det er jo så fint og pænt! Desuden har vi jo altså kun januar måned, og så kan man da ikke forvente høj sol og 25 graders varme. Hvis det ikke skulle være vinter i januar, hvornår skulle det så?

Desuden betyder sneen jo, at der ikke er helt så mørkt over det hele som der ellers ville være i en normal slud-januar.  

Jeg ved godt, at jeg nok er vildere med sne og kulde end de fleste, men altså! What's not to like? Det er en afveksling fra det normale vejr (regn og overskyet gråvejr har vi jo hele året) Og pludselig er man fuldstændig uafhængig af broerne over Søerne og kan uden videre skyde helt nye genveje i Kbh. Desuden er der alle de vinterting man kan foretage sig: skøjteløb, sneboldskampe, ishockey, kælkning, sneenglefremstilling og naturligvis skiløb. Og hvor sejt er det ikke, at mændenes OL curling landshold lige tog en øver på Peblingesøen i weekenden?

Faktisk drømmer jeg jo om ENDNU MERE vinter. Jeg vil have, at havene omkring Danmark fryser til (og så kunne jeg egentlig godt tænke mig at gå til Sverige over isen - der er noget med et gammelt opgør der - men så vidt går det nok ikke), så man i tv-avisen kan høre heltekvad om isbryderne som jeg kan huske fra jeg var barn. Jeg prøver også at overtale CB til, at vi skal til stranden i weekenden, så vi kan se isen være pakket sammen som bjerge i vandkanten.

Det er jo også med at nyde vintervejret mens man kan. Før vi ser os om er den globale opvarmning jo nemlig over os!

Champagneboy og jeg skal jo til London om et par uger, og så snart billetterne og hotellet var booket begyndte jeg at kaste idéer op i luften om, hvad vi skulle foretage os i London. Vi har trods alt kun 3 dage, så det er om at bruge tiden fornuftigt. Nu er du ikke ude i noget med, at lave et Excel ark over hele turen, vel? spurgte CB.

Det ville jeg jo sådan set have været, hvis han ikke lidt havde nedlagt veto mod en skemalagt London-tur.

Men jeg er altså nødt til at notere mig, hvilke steder jeg gerne vil besøge og hvor jeg gerne vil dalre rundt så jeg ikke glemmer det når jeg kommer derover. Jeg vil også gerne lige notere mig nogle adresser og evt overveje hvilke ting der ligger i nærheden af hinanden. Og ikke mindst er det rart at have booket nogle restauranter i forvejen

Og der er Excel jo altså sådan et fremragende værktøj!

Så da CB var til træning i går lavede jeg i smug lidt planlægning. Min veninde gør det samme, når hun skal rejse med sin kæreste men hun lader som om hun ikke har planlagt noget. Og hende og kærestens tur ender som regel med at blive nogenlunde som hun havde planlagt. 

Men det er jo ikke sådan, at fordi man laver en plan så spæner man rundt og stresser med et stopur eller at planen er carved in stone bare fordi den er nedfældet i Excel. Det er bare meget rart at have sorteret i tingene og fået et overblik før man tager afsted.

I øvrigt afslørede CB mig mens jeg lavede planer i går, så han ved det godt.   

Efter Champagneboy er flyttet ind i min lejlighed med lyse parketgulve er det som om antallet af nullermænd er eksploderet. Dvs jeg er ret sikker på, at antallet er blevet reduceret (fordi Champagneboy er bedre og mere flittig med en støvsuger end jeg er), men de er mere synlige på parketgulvene nu, fordi Champagneboy er mørkhåret. (Og nullermænd består som bekendt af hår og hud og den slags, så mine lyshårede nullermænd gik i ét med gulvet)

Så før man som bleg blondine kaster sig ud i noget smart og moderne med mørke parketgulve bør man måske overveje, at ens nullermænd slet ikke kan gemme sig på samme måde (hvilket man jo også kunne se som en fordel)

Jeg har i løbet af det sidste års tid taget grimme, grimme 5 kg på og kan ikke rigtig tage mig sammen til virkelig at give den en skalle mht hvad jeg propper i mig. Så nu har jeg lavet en ambitiøs træningsplan for de næste par uger. Denne uge solo men med gæstevisits fra min søster, næste uge meget spinning med min veninde der har en ambition om at blive Kbh-og-omegns-mest-fitte-og-stramme-mor-til-3-i-tredverne.

Men lige nu efter en enkelt times hoppen rundt har jeg det som om hele min krop er punkteret. Jeg ved ikke, om det bare er denne time eller det hænger sammen med yoga i går samt 13 km cykeltur i isnende kulde (så jeg bagefter var nødt til at stå foran den tændte ovn et stykke tid for at få varme tilbage i lårene). Jeg har bare ikke haft mén af gårsdagens aktiviteter tidligere i dag.

Anyway, når man er punkteret må det være ok at gå tidligt i seng med en krimi!

Må man egentlig godt sårn helt casual ude i kontorkøkkenet spørge kvindelig kollga hvordan hun har det med det biologiske ur? Er det ikke lidt tabu? Og regner man ikke bare med, at det gør det nok. Eller også gør det ikke.

Og er man egentlig forpligtet til højt i åbent kontorlandskab at afsløre hvordan det egentlig står til med ens biologiske ur?

Anyway, jeg er glad for, at det ikke var mig der blev spiddet på den måde

Jeg har igennem mit liv været stamkunde hos en række forskellige kaffeudbydere. Først hos Kafferiet på Esplanaden, derefter et sted i Hellerup og nu hos Fru Jensen på Godthåbsvej.

Det er jo hyggeligt at blive genkendt og småsludre lidt, men når man så af forskellige årsager ændrer sine vaner, så kan man godt rammes lidt af en følelse af at være utro eller have slået op. Jeg har feks været tæt på at fortælle min kaffe-pusher når jeg skulle ud at rejse og har overvejet at informere om, at årsagen til, at jeg ikke kommer forbi så ofte mere ikke er fordi jeg har fundet en anden eller fordi jeg er blevet træt af dem. Det er bare fordi jeg er blevet lidt mere flittig med at træne, så de skal altså ikke være kede af det.

Min veninde havde også helt skyldfølelse overfor sin rare kiosk-mand der altid havde hendes cigaretmærke parat på desken når hun kom ind i butikken, da hun holdt op med at ryge. Hun holdt faktisk helt op med at komme i kiosken (selvom hun jo ind i mellem skulle have tyggegummi og blade og den slags) fordi hun jo havde slået op med deres cigaret-penge-udvekslingsforhold.

En af mine kollegaer bragte et interessant spørgsmål op sidste mandag: Hvilke weekender går hurtigst? Dem hvor man har meget travlt og laver en masse eller dem hvor man bare feder den og slapper af?

Min sidste weekend er nærmest bare forsvundet ud i den blå luft. Forsvindingstricket består i at fare en masse omkring men ikke rigtig udrette noget. Som feks at fare hen til yoga og opdage, at man ikke kan komme på sit hold for derefter at fise rundt og slå tid ihjel til man kan komme på det næste hold for derefter at fare hele byen rundt efter koriander og appelsiner og laks (fordi man vil lave appelsinglaceret laks med asian slaw)

Nuvel, det lykkedes alligevel at besøge nogle forældre og spise noget dejlig mad og bage rugbrød (hvilket jo er det letteste i verden når man har brødblanding og en røremaskine)

Det er længe siden jeg er blevet tagget sidst, men nu har Julie tagget mig, og jeg synes faktisk det her er en meget sjov en; tag foto af dit køleskab, fortæl en historie om et udvalgt item og send så stafetten videre.

Mit køleskab er ét stort rod og et sammensurium af postkort, take away sedler, invitationer og fotos. Der er sågar et foto af mig i bikini og kajakpagaj samt en japansk papirlampe med en klokke i.

Den udvalgte ting handler om tarteletter. Jeg havde nogle gamle veninder på besøg og lavede - til deres store glæde - tarteletter. Det ligger noget tid tilbage, så mormor-mad havde ikke helt fået en revival endnu.

Noget tid efter middagen modtog jeg et brev fra Statens Serumsinstitut og ud af kuverten dumpede et avisudklip med opskrifter på 6 forskellige typer tarteletfyld (i anledning af udgivelsen af en ny tarteletkogebog). Det er ikke så tit jeg modtager snailmail som ikke er en eller anden form for rudekuverteri, så det her var temmelig mystisk...

...lige indtil jeg på bagsiden så en lille hilsen fra min veninde til Tartelet-Queenen

Uha! Og så til det værste ved det her, at man skal udvælge nogle andre blogs. På mig virker det lidt klike-agtigt og jeg har jo ikke rigtig lyst til at gøre nogen kede af det ved ikke at tagge dem, men altså! Reglerne er jo, at man skal tagge 3 så det bliver:

Anne

Fierce (selvom køleskabslåger måske ligger lidt udenfor det normale interessefelt) 

Leoparddrengen

*Muligvis er dette foto opsat for at have en præventiv virkning mod at spise usundt (men altså! det er jo ikke kun i køleskabet man finder udsunde ting!)

Det sidste års tid har min krop simpelthen skreget på at komme til London (men ok, den krop kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig, når man tænker på, hvor den har været transporteret hen i løbet af det sidste år) så i dag tog jeg spendérbukserne på og fyrede bonuspoints* af til en rejse til London til Champagneboy og jeg.

Vi har ikke været i London sammen før, så jeg var lige nødt til at afstemme forventninger og forsikre mig om, at Champangeboy var med på afternoon tea og teater (i stedet for frokost og middag). OK, sagde han, men så SKAL vi også rundt og shoppe i centrum i MINDST en hel dag!

Jeg ved ikke, hvordan han havde forestillet sig, at jeg kunne have haft noget imod det forslag, men bare keep den slags ultimatummer comming! Et par forslag kunne være: Jeg støvsuger KUN hvis jeg må købe dig et par Christian Louboutin sko! og Du må KUN låne bilen hvis jeg får lov til at invitere dig på Noma!

*Plus 850 kr til skatter og afgifter

Her i vinterkulden går jeg altså og fryser om fødderne (også selvom jeg har eksperimenteret med forskellige typer hjemmesko og har ekstra varme sokker på på arbejdet) med mindre jeg liger har fødderne i sodbad, ligger i sengen eller træner.

Og så opdagede jeg denne type fodvarmningscreme. Jeg er ikke sikker på, at man kan få den i DK, men Champagneboy får en bestilling med næste gang han skal afsted til det tyske

Jeg har en veninde der er blevet insemineret og nu er gravid. Det er lidt kontroversielt, men egentlig kan jeg ikke se det store problem ved det. Det er jo ikke anderledes end hvis hun havde fyldt sig med alkohol og støvet en eller anden skipper op ude i byen, som hun så havde taget med hjem. Bortset fra, at hun slipper for en masse alkohol og en masse tømmermænd samt risikoen for seksuelt overførte sygdomme.

Ulempen ved det selvvalgte alenemor liv er naturligvis, at der ikke er en mand til at hjælpe til. Men er det nu så usædvanligt? Kan man ikke sagtens stå som semi-alenemor selvom man har formeret sig på traditionel vis?

Jeg tror, at der i vore dage er færre af den slags, men på en tidligere arbejdsplads var der da mænd om hvem man sagde, at de ikke havde børn, men at deres koner havde. I de tilfælde var der økonomisk støtte til mødrene, men ud over sæd og økonomi leverede faderen vist heller ikke så meget mere til koner og børn. Det var en alenemorstilværelse som var børnene skabt på en klinik

Jeg så et program i går om en selvudnævnt Messias, hans dommedagsprofeti og de stakler der var i hans følge.

Og så slog det mig, at der jo godt nok er mange af den slags, men de er jo i høj grad bare dårlige kopier af den oprindelige Jesus. Der er ikke rigtig nogen af dem der har fundet på et nyt koncept. Og jeg synes jo altså den der med at være et almindeligt menneske og være født fattig i en krybbe, den er lissom brugt så de må da komme op med noget nyt.

Ej heller er der nogen af dem der rigtig kan udrette noget. De kan heale lidt og se lidt ud i fremtiden men det er mest snak.

Hvis jeg skulle tro på en Guds søn (eller datter) på jorden, så skulle der altså leveres! Så skulle der skydes med lyn eller lukkes ozonhuller eller køres rundt på himlen i en stridsvogn trukket af geder (ok det ville selvfølgelig også bare være en kopi) eller noget andet der rigtig battede!

Så kom igen alle I Jesus copycats!

Årsagen til, at jeg overhovedet kender til begrebet Thycho Brahes-dage er Anders And blade. Anders And havde ind i mellem de dage, hvor han bare skulle være blevet i sengen. Men da jeg var barn og læste Anders And forstod jeg altså ikke rigtig begrebet.

Som voksen har jeg erfaret, at der er dage, hvor man lægger ud med migræne kombineret med en let snottethed, men man tager jo på arbejde alligevel, hvor man bliver mødt af ikke særlig rar mail fra veninde.

Når migrænen er ved at være forsvundet hælder man en hel kæmpe nylavet kop the ned over sig og brænder sig, hvorefter man straks begynder at fryse endnu mere end før theen (årsagen til at man havde lavet en kop the var jo netop at man frøs). Alt tøj er gennemblødt så man kører (meget forsigtig, fordi man altså godt kan se en tendens her) hjem for at arbejde hjemmefra i tørt tøj. Da man næsten tror, man er på sikker grund glider man i parkeringskælderen og slår knæ og hænder på betongulvet.

Det, der skulle være en stille aften med ostepops og et håb om, at dagen i morgen bliver bedre ender med at blive et helaftensprojekt med at få de sidste ting færdig til arbejdet.

Sådan en dag var dagen i går, men man må jo så bare glæde sig over de små ting: Ingen brækkede knogler, ingen buler i bilen, ingen indesnening, og indtil videre ser dagen i dag til at blive bedre.

Det er som om man bliver mindre og mindre kritisk overfor plastickirurgi som man bliver ældre. Og jeg kan konstatere, at mine omgivelser (som jo også bliver ældre) har det på samme måde. En veninde foreslog faktisk, at hun og jeg om et par år tager på en lille "opkvikningsferie" hvor vi får løftet øjenlåg og hvad der måske ellers kunne trænge til at blive strammet op.

For nylig tænkte jeg for første gang på plastickirurgi som en reel mulighed. Jeg havde været i bad og overvejede, om jeg ikke bare lige så godt kunne få en fedtsugning på maven i stedet for at svede i fitnesscenteret i håb om på et tidspunkt at blive så tynd, at min mave blev fald - velvidende at jeg så skal ned omkring de 38 kg og resten af mig så vil se afsindig afpillet ud.

Men det der får vægtskålen til at tippe mere mod den kunstigt fremstillede flade mave er jo ikke kun, at jeg er blevet ældre og slappere. Det er også, at jeg nu har langt flere penge end tidligere (og jeg har måske sagt det før men nu siger jeg det igen: jeg har helt ærligt ikke brug for mere tøj eller flere sko!*) og langt mindre tid til at springe rundt i et fitnesscenter.

Der er dog lige et par hager ved det der fedtsugning: Jeg synes sgu faktisk det er lidt dyrt (så kan man selvfølgelig få lavet det i Thailand til det halve, kan jeg se, men hvad nu hvis det så er en eller anden kvaksalver og man bliver syet skævt sammen eller noget?) og så gør det jo altså nok ondt. Og det er lige ved at være det værste.

Nuvel, jeg tror, jeg giver den en chance mere i fitness centeret og så kan jeg jo overveje at give mig selv en fedtsugning i julegave til næste jul, hvis jeg til den tid ikke har købt et eneste par sko (HA! Som om!) i år

*Men det holder mig sjældent tilbage

Som jeg skrev i sidste indlæg, så var det Champagneboy der trak det største læs efter vores nytårsgilde (men til gengæld trak jeg godt til mht madlavningen). Det har jeg fortalt lidt rundt omkring, og folks reaktioner er Han er GODT NOK sød, ham Champagneboy! og Hvor er han sej! 

Jeg synes jo også, han er både sød og sej, men han bor jo altså også i lejligheden og han var jo trods alt også med nytårsaften, så det er vel fair nok, at han også rydder lidt op.

Eller hvad?

Det er måske virkelig sejt og medalje-værdigt med et Y-kromosom der kan finde ud af at støvsuge og starte opvaskemaskinen og tørre et bord af og den slags?

Jeg havde en alletiders nytårsaften. Den bedste i mange år faktisk. Og det på trods af, at den blev holdt hos mig (og det dermed var mig man skulle spørge om flere glas og som skulle huske ekstra toiletpapir på toilettet i tide og som vidste, at alt svineriet ville hænge på mig* næste dag og som skulle være ængstelig for, at der blev spildt eller smadret eller sprøjtet).

Men et par enkelte ting gjorde underværker: Vi startede med champagne til Nytårstalen, efterfulgt af en times tid med chips og velkomstdrinks, hvilket betød, at værten og værtinden var lidt tipsy da vi skulle i gang med maden (som egentlig bare var lidt anretning). Gæsterne lavede selv maden (old school med raclette samt rødvins- og ostefondue) ved bordet og alle var i øvrigt blevet placeret efter en bordplan jeg havde udtænkt på forhånd.

Min veninde, den menneskeliggjorte bordbombe (jeg var den menneskeliggjorte diskokugle) havde en sort affaldssæk fyldt med bordbomber med til at peppe det hele lidt op. Det var et stort øjeblik da hun efter at have tændt den største råbte: DUK JEEEEER! (alle overlevede dog afskydningen af samtlige 800 bordbomber)

Bordbomben havde en fantastisk dessert med, og efter middagen dansede og skrålede vi Sing Star (på den asiatiske måde hvor alle synger med, selvom der egentlig er et battle mellem to sangere). Kl 24 sprang vi ned fra sofaer og stole osv og skålede og sang lidt mere (dog en anden genre end Sing Star). Så var der fyrværkeri på taget, hvor man var i rimelig sikkerhed og kunne se alt.

Så var der mere sang og dans og drinks. Mod slutningen af aftenen legede vi en fantastisk leg der kræver stor smidighed, balance, fokus (og ikke alt for stramme bukser eller alt for korte kjoler) - og som har resulteret i, at de fleste gæster har forstrakt et eller andet i benene. Kl 5:30 gik de sidste og Champagneboy og jeg tumlede i seng.

Håber også alle I andre havde en fantastisk aften!

*Og ikke mindst Champagneboy. Man kan sige, at jeg tog første etape af roderiet, og så tog han den over Alpe d'Huez på den store klinge